Fortsæt til indhold

Stor ændring: Nu er det slut med kontrolrapport i vinduet

Nyt smileymærke erstatter de tidligere rapporter, som danske fødevarevirksomheder har været påbudt at have i vinduet siden indførelsen af smiley-ordningen i 2001.

Samfund
jwh

I over 20 år har en udprintet version af Fødevarestyrelsens kontrolrapport været en selvfølgelig ved indgangen hos danske spisesteder og supermarkeder. Men fra oktober er den fortid. For Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har oktober indført en stor ændring. Den velkendte fødevarerapport bliver således udskiftet med et mere enkelt og digitaliseret smileymærke.

Det oplyser ministeriet mandag i en pressemeddelelse.

Fremover skal man have mobilen frem, hvis man vil læse hele rapporten. Ved indgangen bliver man nemlig mødt af de tre seneste smileyer samt en QR-kode, som giver det muligt at læse kontrolrapporten online.

»Smileyordningen har gennem mere end tyve år været et velkendt flagskib for fødevaresikkerheden hos vores fødevarevirksomheder. Hele 90 procent af danskerne tilkendegiver, at de navigerer efter mærket, når de skal fylde køleskabet op eller nyde en aften med mad og drikke. Derfor er jeg også glad for, at det fremover fortsat vil være enkelt men samtidig gøres mere tidssvarende at afkode, hvordan Fødevarestyrelsen sidst har vurderet eksempelvis rengøringen af køkkenet eller temperaturen i kølerummet,« siger fødevareminister Jacob Jensen (V) i pressemeddelelsen.

Sådan ser det nye smileymærke ud. Foto: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Smileymærkets nye layout er en del af et politisk forlig om en forenkling og modernisering af den eksisterende smileyordning. Det betød også, at elitesmileyen i 2022 blev udfaset og smileyskalaen nedjusteret fra fire smileyer til nu at omfatte tre; en glad, en lige og en sur mund.

Detailforretninger, supermarkeder, caféer og restauranter i hele landet vil i løbet af efteråret modtage det nye smileymærke, som skal hænges op i stedet for den nuværende kontrolrapport. Det er fortsat obligatorisk, at virksomhederne skal have et link fra deres hjemmesider til de fire seneste smileyrapporter på findsmiley.dk, fremgår det af pressemeddelelsen.