Fortsæt til indhold

»Det har bekræftet mig i, at ting går lidt for hurtigt i politik«

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (Å) er studerende på deltid samtidig med sit hverv som suppleant i Folketinget.

Samfund
22-årige Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Ry har siddet i Folketinget siden 7. september. Privatfoto.

»Den har været meget lærerig, men også spændende, travl og en smule kaotisk, men meget som forventet.«

Sådan beskriver Alternativets ungeordfører i Skanderborg, Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (Å), sin første måned som suppleant i Folketinget.

Siden 7. september har den 22-årige politiker fra Ry været en del af Alternativets folketingsgruppe som suppleant for den sygemeldte aarhusianer Torsten Gejl.

Uge-Bladet Skanderborg fangede den unge politiker over telefonen på Folketingets åbningsdag tirsdag 2. oktober.

Her kunne hun fortælle, at starten i store træk har levet op til forventningerne.

»Det er jo fedt at komme ind og prøve at have så mange privilegier, som man har her, men også at have så mange kollegaer til at hjælpe en. Der er rigtig mange gode folk til at hjælpe en. Samtidig er det sjovt at sidde med i forhandlinger, være på udvalgstur og så videre. Det er fedt at prøve.«

Hun fremhæver samtidig en tur til Island med Sundhedsudvalget som en af de helt store oplevelser indtil videre.

»Her blev jeg virkelig inspireret af, hvordan de arbejder med forbyggelse af unges rusmiddelsforbrug blandt andet.«

Alligevel har den første tid ikke været uden både erkendelser og udfordringer Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen skal fungerer som suppleant i Folketinget minimum endnu en måned, da partikollegaen Torsten Gejl er sygemeldt. Privatfoto.

Studierne må vige

Som spritny i Folketinget er der selvsagt en masse man skal lære.

Det har da også været i den kontekst, at de største udfordringer har udspillet sig her i starten.

»Noget af det mest udfordrende har været at finde rundt i, hvordan alle de forskellige processer fungerer. Samtidig skal man kæmpe sine kampe – især når man kommer fra et lille parti. Det handler prioritere. Både tid, men også hvilke politiske sager, der er vigtigst at gå ind i. Det handler jo menneske det meste.«

I den første tid på Borgen har hun både fået be- og afkræfte flere af sine fordomme om livet i magtens centrum.

»Jeg tror, det har bekræftet mig i, at ting går lidt for hurtigt i politik. Mange ting sker på bekostning af, at man har tid til at fordybe sig i det. Det handler jo om, at vi har mange ting, vi gerne vil løse, men jeg tror, det ville gavne at drosle lidt ned. Det har jeg fået bekræftet.«

Der er dog også nogle ting, der er kommet bag på hende.

»Jeg er samtidig blevet overrasket over, hvor gode man er til at hjælpe hinanden – også på tværs af partierne. Særligt når man er ny, er det jo rigtig rart, at man tager hinanden i hånden nogle gange.«

Ved siden af livet som folketingspolitiker læser Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen kunsthistorie på Aarhus Universitet. Selvom studiet er sat ned til deltid, kan det stadig være svært at få det hele til at hænge sammen i disse dage.

»Jeg vil sige, at studiet måske bliver underprioriteret en smule lige nu, men jeg har også en ambition om at hente ind på det, når min tid her er slut, når Torsten er rask – forhåbentlig snart.«

Nyder turen

Partikollegaen Torsten Gejl meldte 8. august ud i et Facebookopslag, at han er ramt af alvorlig stress. I første omgang er han sygemeldt indtil starten af november. Stress er dog i sin beskaffenhed en sygdom, hvor tidsrammen for rehabilitering er svær at fastsætte.

Derfor er det endnu usikkert, hvor længe Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen er at finde på Christiansborg.

Det er dog ikke første gang, at hun varetager rollen som suppleant.

I efteråret 2022 vikarierede hun i en periode i Skanderborg Byråd på vegne af Mira Issa Bloch. Her blev hun kastet direkte ind i budgetforhandlingerne, som hun endte med at sætte sit aftryk på.

Hun håber da også på, at sætte sig præg på det politiske landskab på Christiansborg inden hun igen må vige pladsen for partikollegaen Gejl.

»Jeg håber, jeg får lov at sætte et par gode aftryk på de aftaler vi forhandler, mens jeg er her. Her tænker jeg særligt på psykiatri og beskæftigelse, som jeg håber på at kunne skubbe i en bedre retning end det ser ud til lige nu.«

Fremfor alt håber hun dog, at partikollegaen bliver rask hurtigst muligt.

»Jeg ved, at jeg med sikkerhed har indtil starten af november, men om han er tilbage der eller den bliver udskudt en smule, det må vi vente at se.«