Fortsæt til indhold

Kendt gigtlæge på plakaten i Rønde

Professor Oliver Hendricks vil fortælle om sin tilgang til behandling af gigt.

Samfund
sra

Som specialeansvarlig overlæge i reumatologi på Dansk Gigthospital i Sønderborg har professor Oliver Hendricks været med til at udvikle behandling med biologiske lægemidler til gigtpatienter. Hans speciale har været rygsygdommen morbus Becterew.

Som forsker beskrives han som en, der tør gå nye veje. Han har for eksempel haft et forskningsprojekt, der så på effekten af cannabis på gigtpatienter. Kolleger betegner Oliver Hendriks som patienternes mand, der gerne vil tilbyde en grundig gennemgang og den bedst mulige behandling af den enkeltes gigtsygdom. Han vil se på det hele menneske.

Gigtsygdomme kan være komplicerede og medføre mange forskellige problemer. Derfor kan man ikke bare lave systematiserede standardbehandlinger af patienterne.

Det er netop dette, Oliver Hendriks vil belyse i sit foredrag, samt hvordan læger kan kommunikere de forskellige udfordringer med patienterne.

For hvorfor kan en diagnose nogle gange stilles inden for en uge, andre gange måske først efter et år? Og hvad betyder biologisk lægemiddelbehandling for patient og sundhedsaktør? Her kræves der en særlig opmærksomhed.

Foredraget holdes på Kulturhotellet i Rønde torsdag 26. oktober. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål efter foredraget.

Tilmelding foregår via gfrandersdjursland.nemtilmeld.dk. Der er entré. Kaffe og brød kan købes i pausen.