Sikke en vandpantomime ...
Tirsdagens skybrud skabte kaotiske tilstande flere steder i Syddjurs.
Waders var i høj kurs tirsdag formiddag, hvor himlen tændte for sluserne i en sådan grad, at det medførte kaotiske tilstande flere steder i kommunen. Især i byer med store forskelle mellem ’høj’ og ’lav’ som Rønde.
Lokalavisens skarpe dronefotograf Stefan Broxgaard var i eftermiddag forbi på strækningen mellem Thorsager og Rønde, hvor vejbanen midtvejs var oversvømmet, så bilerne med lidt list og lidt lempe lige kunne slippe igennem i en vejbane.
Cyklister, der vovede sig ud på cykelstien, kom hjem med en mere end kold numse.
Har læserne hørt om andre steder, hvor det har stået meget ned i stænger, at naturens kræfter har drillet menneskene, så hører Lokalavisen gerne.
Send fotos og en kort tekst til lars.n.thomsen@lokalavisen.dk.