Mødregruppe har holdt sammen i 40 år
Jubilæet blev fejret med en ur til tops i Fornæs Fyr og en fest i Hammelev Forsamlingshus.
Sammenholdet har været usædvanligt godt i den mødregruppe, som så dagens lys i Grenaa i 1983, da 10-12 kvinder fandt sammen efter at være startet på fødselsforberedelse.
De fødte alle i løbet af foråret og sommeren - og har siden mødtes tre gange om året. Altså i nu 40 år.
Den runde dag skulle naturligvis fejres - og det blev den på en af denne sommers vådeste lørdage.
Vi har været gode til at bakke hinanden op, både i sjove og mindre sjove tiderMariann Christensen
Så udstyret hed paraply og regntøj, da deltagerne mødtes ved Fornæs Fyr, hvor man indledte dagens program med en tur til toppen. Og senere stod den på fest i Hammelev Forsamlingshus, som dannede en perfekt ramme om jubilæet. Med god plads til både børn og voksne.
30 deltagere
»Vi var 30 deltagere - voksne og børn - og havde en dejlig dag,« siger Mariann Christensen, der er en af de fem kvinder, som stadig holder sammen i mødregruppen.
Hun mener, at en del af forklaringen på, at det er blevet til så mange år i fællesskabet, er at man lige fra starten altid sluttede et arrangement af med at sætte dato og sted på, hvornår man skulle mødes næste gang. Udklipsbogen og de mange gamle fotos fortæller da også om mange og sjove minder fra arrangementer både i og uden for Grenaa.
»I starten havde vi ikke mænd med, men det fik vi hen ad vejen - og mange af dem kendte i forvejen hinanden fra forskellige sammenhænge. Vi har været gode til at bakke hinanden op, både i sjove og mindre sjove tider,« siger Mariann.
For desværre er dødsfald undervejs en af grundene til, at mødregruppen med årene er blevet mindre.
Men de, der er tilbage ved, at næste arrangement er 22. december. Det nemlig en fast tradition, at man på denne dag mødes, drikker en øl og ønsker hinanden en glædelig jul.
Tilbage i gruppen er udover Mariann Christensen også Tove Antonsen, Randi Udsen, Helle Nielsen og Tinne Poulsen.