Forslag om nye skoledistrikter i Ry sendt i høring
Byrådet forslår nye skoledistrikter i Ry, der skal tages i brug, når den nye skole ved Ry-Hallerne står klar i 2026.
Der er trængsel i klasselokalerne på Mølleskolen og Knudsøskolen i Ry. Derfor er den nye skole og daginstitution ved Ry Hallerne på tegnebrættet – nu også med et forslag til, hvordan skoledistrikterne i området fremover skal se ud. Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Den kommende skole kommer, også ledelsesmæssigt, til at blive en del af Knudsøskolen og vil tilbyde skolegang 0.-6. klasse, ligesom Knudsøskolen gør.
Ry er i dag opdelt i to skoledistrikter, hvilket vil fortsætte, når den nye skole åbner. Geografien har været afgørende i arbejdet med det forslag, som Byrådet har godkendt.
»Vi har set på, hvilke boliger der ligger tættest på den nye skole. Og så har vi selvfølgelig kigget på børnetallene og prognoserne. Kildebjerg har hele tiden hørt til distriktet for Knudsøskolen og fortsætter med at være en del af dét distrikt. Så det helt nye er, at det såkaldte ”Gudekvarter” mellem Kildebakken og Thorsvej bliver en del af distriktet til Knudsøskolen og dermed også til den nye skole ved hallerne,« siger skolechef ved Skanderborg Kommune, Peter Milsgaard.
Forslaget til de nye skoledistrikter i Ry er blandt andet lavet på baggrund af dialog med kontraktholderne fra Knudsøskolen og Mølleskolen, input fra Børne- og Ungdomsudvalget, involvering af bestyrelserne på henholdsvis Knudsøskolen og Mølleskolen samt kontraktholderne på dagtilbudsområdet.
Klassedannelser
Skolesøgende i Ry er naturligt nok nysgerrige på, hvordan både skoledistrikt og ikke mindst klassedannelserne bliver, når den nye skole og daginstitution, som får plads til op mod 500 skolebørn og 150 børn på 0-6 år, står klar.
Ifølge skolechefen bliver det nødvendigt at flytte elever fra både Mølleskolen og Knudsøskolen ind på den nye skole, da der er pres på kapaciteten begge steder.
»Mange vil gerne gå på en splinterny skole, og det bliver svært at undgå klassesplittelse for at danne nogle nye. Jeg er sikker på, at kabalen nok skal gå op, ikke mindst fordi Knudsøskolen og Mølleskolen i mange år har været vant til at samarbejde, når elever har flyttet fra og til de to skoler. Der er en god kultur, som vi kan arbejde videre på.«
Skolernes ledelse, bestyrelser og kommunens administration sætter sig i den kommende tid og laver et forslag til, hvordan klassedannelserne kan lade sig gøre. Høringen af skoledistrikterne er første skridt, og derefter kan klassedannelserne få mere konkret form.
Overgangsfase
Dog er det sikkert, at børn i et givent skoledistrikt fortsat har krav på en plads på deres distrikt-skole, og at der er frit skolevalg, såfremt der er plads på den ønskede skole.
»Der bliver en overgangsfase, uanset hvordan vi skærer kagen. Jeg er meget glad for, at vi snart har en ny skole, plads til det stigende antal børn, også i vuggestue og børnehave. Det bliver spændende, når skolerne i Ry kan benytte hinandens kvadratmeter og ressourcer. Eksempelvis kan Mølleskolens nye Almas Have benyttes af alle elever i Ry,« siger formand for Børne- og Undervisningsudvalget Trine Frengler.
Forslaget for nye skoledistrikter i Ry kommer nu i offentlig høring. Du kan sende dit høringssvar på kommunens hjemmeside indtil mandag 23. oktober kl. 12.