Fortsæt til indhold

Mols stærkt repræsenteret: Tre lokale madhelte er nomineret til Arla-pris

Arlaprisen Generation Food Award kan meget vel ryge til Syddjurs, for ikke mindre end tre lokale kvinder er nomineret i tre forskellige priser

Samfund

Arla vil gerne hylde dem, der gør noget særligt for at skabe gode madvaner blandt børn og unge. Derfor har de skabt Generation Food Award, som er et årligt awardshow. Inden for otte forskellige kategorier kåres de madhelte, der har ydet en ekstraordinær indsats og været med til at forme den kommende generations gode og sunde madvaner.

Og hele tre kvinder fra Mols kommer til at tage turen til København 30. oktober. De er nemlig alle tre nomineret og udvalgt som finalister i hver sin pris for at være det, Arla kalder for ægte madhelte.

Mette Hauge Falkø er madkundskabslærer på Ebeltoft Skole.

Det er hendes kollega Betina Andersen, der har nomineret hende.

I begrundelsen skriver hun blandt andet, at:

»Mette sørger engageret for at børnene møder mad fra forskellige verdensdele og kulturer. Mette er engageret i at børnene gør erfaringer med fødevarer helt fra råvarer til ret - f.eks. med besøg hos fisker og fiskemand - filetering og tilberedning, hele processen fra partering og håndtering af slagtet kylling mm. Mette lader eleverne skabe erfaringer med madspild og skraldemad gennem årligt tilbagevendende ugeforløb for elever fra 6.-9. klasse i samarbejde med byens supermarkeder. Hun har også lavet forløb med insekter, hun tager børn og unge med til stranden, hvor de finder tang, friskstrøgne rejer mm. eller til sankning af planter og urter i naturen.«

Rollemodeller

Brit Østergård Olsen, dagplejer i Ebeltoft, er også finalist i kategorien Årets Stjerneskud. Prisen går til én, som inspirerer børn og unge til at dykke ned i havets spisekammer.

Mette Refshauge Foged fra Egens, som udeskolevejleder, kan tage prisen for at være Årets Råvareinspirator. Awarden hylder de ildsjæle, som inspirerer børn og unge til at træffe valg om råvarer med omtanke for dem selv og klimaet.

Om baggrunden for prisen Generation Food fortæller Arla:

»Rejsen til et sundt liv starter tidligt, men madglæde kommer ikke af sig selv. Vi ved, at ikke alle får interessen for mad med hjemmefra, og for rigtig mange børn og unge afhænger glæden ved at lave mad af de rollemodeller, de møder på deres vej fra vugge til voksen.

Det kan være en madmor, der tryller med maden i børnehaven. En spejderleder, der laver bålmad med en flok spejdere. En klubmedarbejder, der med madlavning som omdrejningspunkt skaber fællesskaber for unge. Eller det kan være en madkundskabslærer, fodboldtræner, bedstemor, som på sin egen måde sørger for sunde snacks eller skaber madglæde på anden vis.«

Mols har mange helte. De her tre er uden tvivl allerede nogle af dem, men måske får de ovenikøbet en pris for at være det. Held og lykke til alle tre.

(Artiklen er redigeret 19. oktober. Navnet på en af deltagerne var i første omgang forkert. Det er nu rettet. Vi beklager)