Lillebjørns sidste sejlads: En sømands beretning

Så blev det dagen, hvor Lillebjørn skulle ud, endnu engang, på det åbne hav. Det var en mørk, regnfuld morgen. Som vejret nu kan være i oktober.

Lillebjørn lå ved sin sædvanlige kaj, rigget næsten af - kun de fornødne ting til denne rejse var tilbage ombord: navigations- og sikkerhedsudstyr.

Provianten - fire kander kaffe, smurte rundstykker og sandwiches - blev bragt ombord, skibet klargjort og, på nær én, alle trosserne bjærget.

Kl. 06.57 drejedes tændingsnøglen, og den kraftige maskine sprang straks i gang og fik nogle minutter til at varme olien op.

Præcis kl. 07.00 lod vi den sidste trosse gå, og Lillebjørn bakkede ud af sit leje. Det var mørkt udenfor, men med ledelysene på fjorden og skibets elektroniske søkort er sejladsen en leg.

Det regnede kraftigt, og Lillebjørn var helt alene på fjorden.

Besætningen på i alt fem mand blev fordelt med én i styrehuset og fire i kahytten. Nuvel, gæve søfolk er ikke lavet af sukker, så trods regnens insisterende ihærdighed skulle det ikke forhindre besætningen i at se lidt af lyset titte frem omkring kl. 07.35.

Vi passerede i stilhed Uggelhuse, færgen Ragna, Kanaløen (hvor vi så en enkelt mast stikke op) og videre ud mod Udbyhøj.

Fronterne begyndte at give lyd fra sig, så den monotone lyd af regnen blev akkompagneret af buldren fra torden og de flotte glimt fra lysene.

Lillebjørn hører til i Randers. Hun elsker at sejle med gæster på fjorden - men som en anden gammel cirkushest der lugter savsmuld, nød hun bølgerne omkring sit skrog.

Det klarede op og besætningen nød den næste times tid på åbent dæk.

Førend vi næsten kunne nå at se os omkring for skarver, en enkelt sæl og de fantastisk smukke billeder på himlen, var Bønnerups vindmøller og indsejling forude.

Vi fik lavet en parallelparkering mellem to fiskerbåde, og præcis kl. 12.00 var Lillebjørn officielt fortøjet i Bønnerup for et velfortjent værftsophold, der til foråret skal kulminere med endnu et syn af Søfartsstyrelsen.