Fortsæt til indhold

Lokal anlægsgartner vinder pris

Prisen er givet for virksomhedens kvalitet og ekspertise.

Samfund
sra

Entreprenør Kim Falch Aps fra Ry har modtaget Håndværker.dk Prisen 2023 i Region Midtjylland i kategorien Anlægsgartnere med to til fem ansatte. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Prisen gives for virksomhedens vedvarende engagement i at levere høj kvalitet og ekspertise inden for anlægsgartneri og belægninger.

Virksomhedens ejer, Kim Helles Falch Hansen, er stolt af anerkendelsen og understreger, at kundetilfredshed er hjørnestenene i forretningens daglige arbejde:

»Det er dejligt at se, at vores kunder er glade og tilfredse med vores arbejde. Det betyder meget for mig. Det viser, at vi i takt med firmaets vækst og det voksende antal ansatte fortsat kan levere høj kvalitet og anerkendes som dygtige håndværkere.«

Mangfoldighed og sammenhold er vigtige værdier for Kim Falch.

»Det bedste ved mit arbejde er at møde mange forskellige mennesker og hjælpe med at løse de opgaver, de har brug for. At have dedikerede medarbejdere, der trives på arbejdet, og skabe en positiv arbejdsplads for alle, er en høj prioritet.«

Kim Falch valgte håndværket for at opleve mangfoldigheden og udfordringerne i arbejdet.

»Jeg nyder mit arbejde og muligheden for at planlægge mine dage. Arbejdets variation er spændende og udfordrende på mange måder.«