Fortsæt til indhold

Østjysk triatlet satser alt på at komme til OL i Paris

Alberte Kjær Pedersen har taget orlov fra sit tandlægestudie for at nå sit ultimative mål: OL i Paris. Trods et mareridtsår, vurderer hun, at chancerne er gode for at indtage Champs-Élysées til sommer.

Samfund

»Det må gå, som det går, for man skal også huske at hygge sig.«

Sådan sagde triatleten Alberte Kjær Pedersen til Din Avis Aarhus i foråret, inden hun skulle deltage i sin paradedisciplin. Det drejede sig nærmere bestemt om DM i løb på 10 kilometer-distancen, som hun efterfølgende vandt. I tiden 33 minutter og 11 sekunder.

For den 25-årige triatlet handler det nemlig også om at have det sjovt - også selv om det ikke altid flugter med et disciplineret eliteidrætsliv, som kan være skemalagt mange måneder frem.

Efter noget af et mareridtsår med hjernerystelse, en fodskade og travlhed med en bachelor trækker hun nu stikket i en måned for at blive klar til at kvalificere sig til sit ultimative mål: OL i Paris til næste sommer.

»Jeg tager simpelthen på rygsæksrejse med min kæreste i en måned til Peru og Costa Rica. Så skal vi bare ud at vandre, surfe og snorkle. Det har vi aldrig prøvet før, så det bliver lækkert at få noget andet ind på oplevelseskontoen,« siger Alberte Kjær Pedersen.

Det bliver lækkert at få noget andet ind på oplevelseskontoen.
Alberte Kjær Pedersen, triatlet fra Aarhus med OL-drømme

Selv om det er ”off season”, skal grundformen holdes ved lige. Så løbeskoene bliver pakket med i rygsækken, og det bliver nok også tid til en cykeltur eller to på mountainbike. Det er tiltrængt at komme væk i en kort periode.

»Min krop er vildt træt. Jeg tror, at jeg har godt af at få noget ferie, og så komme i gang med en god vintertræning, inden jeg skal være helt klar til næste sæson,« lyder det fra Alberte Kjær Pedersen.

Og den næste sæson kan vise sig at blive hendes vigtigste overhovedet, for det er dér, kvalifikationen til verdens største idrætsbegivenhed skal svømmes, løbes og cykles i hus.

Hvis det lykkes for 25-årige Alberte Kjær Pedersen at kvalioficere sig til OL i Paris, skal hun cykle på Champs-Élysées. Foto: Benjamin Storm

Forud OL i Tokyo 2021 var Aarhus-atleten meget tæt på at kvalificere sig uden at vide det, forbi det slet ikke var noget, hun havde satset på.

»Jeg var én placering fra at kvalificere mig til Tokyo, så det var jo så tæt på, som det kunne blive,« siger hun.

Frem til det kommende OL i byernes by har der været to år, hvor man kan samle point, og det er først sidst i maj, man kan vide sig helt sikker på sin deltagelse.

I skrivende stund ligger Alberte Kjær Pedersen nummer 31 på OL-ranglisten, hvor top 55 kommer med, og i det nye år har hun flere store stævner, hvor hun skal indsamle point.

Jeg var blevet lidt mættet af at have travlt hele tiden. På en almindelig hverdag skulle jeg træne tre gange, passe studiet og så det at gå op med at få min søvn, der er meget vigtig for det hele.
Alberte Kjær Pedersen, triatlet fra Aarhus med OL-drømme

»Jeg havde en virkelig god sæson sidste sæson, hvor jeg fik rigtig mange point, og det gør så, at jeg allerede kan trække stikket nu og komme tilbage stærkere,« siger hun og fastslår:

»Alt, hvad jeg i princippet går og laver, gør jeg med en bagtanke om, at det vil være optimalt i forhold til OL, og det vil give mening i forhold til OL. Så det fylder meget. Så jeg kan hurtigt komme til at glemme at nyde processen. Det kan jeg mærke, at jeg har lært i denne her sæson, selv om den har været noget tung.«

Hjernerystelsen kom i foråret efter et cykelstyrt på en træningstur.

»Det var virkelig ikke godt, og jeg var nødsaget til at melde fra både træning og dele af mit tandlægestudie. Jeg kunne ingenting i den periode. Det var lige en måned, hvor jeg ikke rigtig kunne så meget,« fortæller den lokale triatlet, som fik færdiggjort sin bachelor og langsomt kom i gang med træningen igen.

Sabbatår

Efter at have færdiggjort sin bachelor har hun valgt at tage et sabbatår fra sit tandlægestudie for at kunne forberede sig optimalt på at komme til OL.

»Jeg var blevet lidt mættet af at have travlt hele tiden. På en almindelig hverdag skulle jeg træne tre gange, passe studiet og så få det til at gå op med min søvn, der er meget vigtig for det hele,« forklarer hun.

Sabbatåret har kunnet lade sig gøre, fordi hun har sparet præmiepenge op, og derudover får hun fra IOC og Team Danmark.

Hvad har det betydet for din hverdag?

»Jeg synes virkelig, det har været rart. Altså meget anderledes, men virkelig rart. Jeg har meget mere tid. Det er helt vildt. Jeg kan komme i god tid til træningerne, og jeg kan stå og snakke med de andre efter træningen. Jeg har mere overskud til at få lavet noget god mad om aftenen, time mine energiindtag og få sovet en middagslur i løbet af dagen lidt af dagen, hvis jeg er træt. Jeg behøver ikke at stå tidligt op for at få svømmet. Jeg kan gøre tingene på tidspunkter, så det hele bliver en smule mere optimeret,« siger hun om sin nye hverdag, der for alvor først begyndte i september, da studiekammeraterne kastede sig over bøgerne igen.

»Før skulle min træning passes ind i forhold til alt det andet, jeg skulle. Men nu er det ligesom alt andet, der kommer til at passe ind i forhold til træningen. Så det er en helt anden hverdag,« siger Alberte Kjær Pedersen, der på en uge er en del i svømmehallen, har tre-fire løbepas samt fire-fem cykelture og derudover et par styrketræningspas.

OL-distancen i triatlon er 1.500 meter svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb.

Har prøvet OL-uniform

Triatleten har også allerede prøvet den danske OL-uniform, som atleterne har på til den store indmarch.

»Ja, så fik jeg også den oplevelse med. Men jeg synes ikke, det har gjort mig ekstra nervøs at prøve OL-uniformen. I bund og grund hviler jeg i mig selv og er sikker på, at det nok skal lykkes at kvalificere mig. Så jeg er ikke så stresset over det,« siger hun og tilføjer:

»Hvis jeg kan holde mig fri for skader. Som det ser ud lige nu, så burde der ikke komme 20 piger bagfra og overhale mig med de point, jeg har. Men i princippet kan alt ske, og kvalifikationen lukker jo først 27. maj til næste år, så det er først dér, jeg rigtig ved det.«

Efter et hårdt år med udfordringer har triatleten haft forældrenes gode råd i baghovedet.

»Min mor og far har sagt til mig, at der også er nogle perioder, hvor man går på arbejde, og tingene ikke lige spiller. Men det er jo ikke det, der skal gøre, at man skal stoppe på arbejde. Altså, man skal bare igennem de perioder, og så skal det nok blive godt igen,« lyder det fortrøstningsfuldt fra Alberte Kjær Pedersen.