Ny museumsdirektør giver plads til alle - også den ammende mand, der kom i en shitstorm

Vrede, skyttegrave og mudderkastninger har der været nok af. Nu skal det være fredstid med plads til uenighed og at tænke vidt forskelligt om antallet af køn, ligestilling og ammende mænd.

»Det står lysende klart, at det her museum har fundet sin form i kraft af kritik og modstand. Det blev åbnet af græsrødder for at vise kvindernes vilkår, og det har sidst skabt stor debat, da det skiftede navn fra Kvindemuseet til Køn Museum. Men i stedet for at slås, skal vi nu være sammen om at være uenige,« siger Pernille Taagaard Dinesen.

Hun er meget opmærksom på, at museumsbygningen til alle tider har rummet drama og konflikter. Det var rådhus for et byråd med kun mænd, det var politistation, et fængsel og tilholdssted for nazister. Barske ting har fundet sted, og det er en stærk symbolik. Hvis mursten kunne tale, ville museumsbygningen afsløre, hvordan holdninger gennem årtier har begrænset, undertrykt og ødelagt mennesker, mener direktøren.

»Der er altid et modsvar til vores holdninger, for ellers fandtes de ikke. En holdning eksisterer kun, hvis nogen synes noget andet, og det må de gerne. Det skal vi anerkende,« fortsætter hun og bruger et af sine nøgleord: Anerkendelse.

Den er for direktøren at se fuldstændig grundlæggende og omdrejningspunktet for, at vi kan se ud over os selv, at vi forstår, der er andre holdninger end vores egne, og at det gør verden til et større sted at være. Hvis anerkendelsen af forskellighed mangler, jagter vi hinanden i kampen om, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert.

Ammende mand i shitstorm

En af dem, der i nyere tid ikke er blevet mødt med anerkendelse og forståelse, er kunstneren Aske Kreilgaard, som har skabt statuen af en ammende mand, Agape. Den står på Museet Køn og vakte stor debat på verdensplan med beskyldninger på nettet om satanisme og pædofili.

»Aske Kreilgaard har betalt prisen for offentligt at blive hængt ud, og han har i medierne fortalt, hvordan han har lidt store menneskelige tab. Efter det har der rejst sig en kærlighedsbølge i hans retning. Det er interessant, at man skal helt derud for at blive hørt. Vi skal åbenbart tale med enten had eller kærlighed, for eller imod,« undrer Pernille Taagaard Dinesen sig.

»Hvis vi i kønsdebatten kan være de første med en ny måde at samtale på som mennesker - den anerkendende måde - er vi virkelig nået langt. Det vil være et stjerneeksempel, hvis kønsdebatten, der har været en af de allermest heftige, kan vendes til noget positivt, hvor vi er nysgerrige, åbne og inkluderende,« fastslår Pernille Taagaard Dinesen.

Mænd skal gøre rent

Ved sin velkomstreception frabad den nye direktør sig gaver og ønskede i stedet, at gæsterne skrev på udleverede kort, hvad de mener om køn og kønsdebatten. Gæsternes bud vil blive brugt i arbejdet med at gøre huset til publikumssted, hvor man gerne må hænge ud og hvor der er plads til divergerende holdninger.

Hun har til dette interview fundet eksempler på svar og ønsker:

”Jeg ved det ikke endnu.”

”Jeg mener, at mænd skal gøre rent.”

”Det er ikke et spørgsmål om køn men om accept.”

”Det handler ikke om køn men om mennesker.”

”Vær nysgerrig.”

”Jeg synes, det er fair, at folk siger, at køn er mange ting. Jeg tror på, at der kun findes to biologiske køn.”

»Hvor er det sidste svar bare anerkendende overfor andres opfattelse end ens egen. Der er stof her til gode diskussioner,« mener Pernille Taagaard Dinesen.

Gik forkert og fandt det rigtige

Direktøren er en 47-årig cand.mag. i kunsthistorie og dramaturgi fra Aarhus Universitet med en master i ledelse fra Copenhagen Business School.

Det lå ikke ligefrem i kortene, at hun skulle blive det. Hun voksede op på en nordjysk gård med grise med sin gymnasielærer mor og en stærk far, der var drivkraften på gården. Hun har også to brødre. I dag bor hun sammen med sine tre sønner, sin mand, filmdokumentarist Michael Staal Dinesen, og familiens hanhund. Hun er med andre ord omgivet af maskulinitet og har været det hele sit liv.

»Jeg har altid befundet mig godt i det maskuline miljø, og det ser jeg som en styrke, for på Køn er vi forpligtede til at repræsentere alle kønsopfattelser,« ler hun.

Pigen fra gården med ben i næsen ville egentlig være skuespiller, men kom ikke lige ind på skolen og brugte ventetiden på at læse dramaturgi på Aarhus Universitet. En dag gik hun forkert og havnede helt tilfældigt i billedkunstlokalet, der viste sig at være det helt rette sted for hende.

Pernille Taagaard Dinesen blev så inspireret, at hun begyndte at læse kunsthistorie, og det førte til en 11 år lang ansættelse på Aarhus Kunstmuseum, der i dag hedder Aros. Hun har arbejdet under både Jens Erik Sørensen, Erlend Høyersten og efter en periode som selvstændig vendte hun tilbage som afdelingsleder af Public Engagement og har arbejdet sammen med Rebecca Matthews.

Køns nye direktør har med andre ord masser af erfaringer fra museumsverdenen.

»Stort set alle mine tidligere kolleger fra Aros har været her på besøg. Det er simpelthen så hyggeligt, for Aros er mit moderskib, og det ligger kun 0,8 kilometer herfra i fugleflugt,« smiler hun.

De unge vilde er på vej

Trods den store veneration for sin tidligere arbejdsplads er Pernille Taagaard Dinesen ikke et øjeblik i tvivl om, at hun nu for alvor er havnet på rette hylde. Hun tøvede ikke, da hun så Køns stillingsopslag om en ny direktør.

»Køn har et ufatteligt stort potentiale, og så arbejder vi her med et højeksplosivt aktuelt emne, der berører os alle. Samtidig er cirka 50 procent af museets besøgende kun 14-29 år, hvilket er enestående. De unge er utroligt kønsbevidste, og i virkeligheden forholder de sig til nye måder at være menneske på. Det er vigtigt,« siger direktøren.

Hun mener, at unge til alle tider er gået nye veje, og det er fuldstændigt naturligt – uanset om det handler om langt hår, rockmusik, kollektiver eller køn. Samfundet skal kunne rumme og omfavne nye tider. Lige om lidt indtager den næste generation arbejdsmarkedet og de indflydelsesrige poster, så samarbejdet på tværs af generationer skal skydes i gang nu.

»Helt konkret har jeg lavet en aftale med naboen, Katedralskolen, om et projekt med en klasse, der skal gøre os klogere på, hvad de unge tænker og gerne vil. I New York lønner museerne unge, der hjælper med at kuratere og sprede budskaber. Det har inspireret mig,« forklarer Pernille Taagaard Dinesen, der endnu ikke er klar til at afsløre konkrete planer.

Man vil på Køn stadig kunne møde debatskabende kendisser som juraprofessoren i dametøj, Ditlev Tamm, tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt og politiker Pernille Skipper, der begge har skrevet bøger om at være kvinder i politik og opfattelser af køn.

»Skipper og Thorning er relevante i kønsrolledebatten, og vi holder gerne arrangementer med dem, men vi er også åbne for, at ikke alle er enige med dem. Ligestillingsarbejdet er ikke en nulsums-opgave, hvor vi skal flytte rundt på opgaverne. Det skal måske være et plussums-opgave, hvor man sammen finder nye måder at være der alle sammen,« slår Pernille Taagaard Danielsen fast.