Asbjørn blev kaldt "så bøsset du sveder pailletter": »Men jeg er mand på min egen måde«

Historien om Asbjørn Toftdahl Terkelsen kunne have handlet om et lovende musikalsk talent, der lod sig presse af store musikselskaber ind i stereotype kasser, men som følte sig forkert og brændte ud. Sådan gik det slet ikke.

»Jeg fik masser af opmærksomhed, efter jeg udgav mit første album, og havde mange møder med musikselskaber. Men de mente, at jeg dansede underligt og havde mærkeligt tøj på. En af dem sagde, at jeg havde lavet en skidegod single, men at jeg var så bøsset, at jeg svedte pailletter. De bad mig lave om på det,« siger Asbjørn, der møder Aarhus Onsdag på en dejlig sommeraften i Sydhavnen. Der er han ved at indspille sit næste album i et studie bag Knuds Kiosk.

Det gør han sammen med sin gode ven og musikerkollega gennem 12 år, trommeslageren Steffen Lundtoft, der også spiller i bandet Lowly.

De har haft en lang dag i studiet og Asbjørn har øl med i tasken til os begge. Vi sætter os på en træbænk, og han ruller en cigaret, mens han skruer tiden tilbage til dengang, det var svært for ham at finde sin vej.

»Jeg flyttede fra Aarhus i 2014, fordi jeg havde brug for ikke at følge mig anderledes og at blive fri for hele tiden at se mig over skulderen. Jeg oplevede mig selv som en alien både i byen og i musikindustrien.

Asbjørn havde medvind men mødte også mange mure. De forsvandt, når han var i Berlin, hvor ingen i bylivet dømte ham for underlig.

»Jeg havde brug for at kunne gakke ud, uden at det havde en konsekvens. Jeg gik aldrig linen helt ud, men friheden betød, at jeg fandt ud af, hvad var frygtbaseret og hvad var lystbaseret i mig. Hvad ville jeg egentlig, når der var frihed til at vælge?«

Skulle være det næste nye

Det kun 25-årige talent signede i 2017 med Universal i Tyskland, som tænkte at han ville blive det næste store, men hele holdet blev fyret af andre grunde. Det nye hold ville - lige som de danske selskaber i starten af hans karriere -lav om på ham, og Asbjørn ville ikke være med.

Han gik fra muligheden for at blive en verdensstjerne tilbage til at værne om sin kunstneriske frihed. Succes handler nemlig ikke om at blive verdenskendt ved at opfylde forventningerne fra store pladeselskaber, mener han.

I stedet valgte Asbjørn at gå imod strømmen og lave musik i sit eget pladeselskab, som han etablerede allerede efter de første møder med selskaber, der ville ændre ham. Han samarbejder med andre og kendte selskaber, der markedsfører ham internationalt, men som ikke ejer Asbjørns musik eller navn.

På den måde etablerede han sig på den tyske musikscene og rundt omkring i Europa. Det gik rigtig godt, men det var også hårdt.

»Berlin er en by, hvor mange lever meget intenst, og det er ikke langtidsholdbart. Der er altid noget, man går glip af. Jeg var selvdisciplineret og meget på turné, men når jeg kom træt hjem til min selvvalgte familie, var den ene efter den anden brændt ud. Og det sidste jeg havde brug for, var at blive ensom. Derfor flyttede jeg sammen med en veninde i København,« fortæller den i dag 30-årige artist, hvis opvækst på en højskole har gjort ham vant til at være blandt mange mennesker.

»Rent musikalsk var det ret meget forfra, men på det personlige plan havde jeg haft mulighed for at lege med min identitet i Berlin, uden at det var i trods. Jeg har fungeret rigtig godt med trods og er god til at kæmpe, men paraderne var kommet lidt ned, og jeg kunne føle mig hjemme i Danmark igen,« forklarer han.

Mistede meningen med det hele

Men han havde mistet sansen for, hvorfor præcis han lavede musik, og hvad han ville med det hele? Han flyttede ud i familiens sommerhus ved Rude Strand og blev den unge mand ved havet, der gik og tænkte over meningen med livet.

»Jeg havde produceret rigtig meget selv på min seneste plade og blev på den måde meget ensom i mit arbejde. Enten skulle jeg lave noget om, eller trække stikket, da invitationen til at stå foran 8-9.000 mennesker på Bispetorvet i Aarhus ved åbningen af musikåret i 2022 kom.«

13 unge talenter skulle synge en af de legendariske sange, som store Aarhus-stjerner har skrevet gennem tiden. For Asbjørn var valget ikke svært. Hele livet har han danset til Anne Linnets, ”Glor på vinduer”. Som barn lukkede han skydedøren til køkkenet og dansede helt vildt uden at forstå, hvad sangen handlede om, og hvad den kom af.

»Jeg ville gerne gøre sangen ære og stod ude bagved scenen med al min grundangst og en masse af de dygtigste musikere. Men da jeg kom på scenen, skete der noget. Jeg følte, at aarhusianerne tog imod mig, som jeg er, og at jeg blev omfavnet. Det var en vigtig oplevelse for mig,« husker Asbjørn den optræden, der gjorde stort indtryk blandt andet på Aarhus Onsdags udsendte redaktion.

Store ar er gode minder

The Antonelli Orchestra akkompagnerede de 13 sangere, og kapelmester, Claes Antonsen, roste Asbjørn for hans performance som den bedste version af sangen siden Marquis De Sade’s egen. Iført rød lak dansede Asbjørn med sin helt egen stil til publikums store fornøjelse. Han sluttede med at glide hen over scenegulvet på sine knæ som en fodboldspiller, der har scoret det vildeste mål.

»Jeg har stadig ar efter den glidetur, der var spontan. Det er gode minder,« ler han og rejser sig op fra træbænken og viser mig to store mørke pletter på sit underben.

Sangeren besluttede sig efter den oplevelse for at flytte sammen med en af sine gode veninder hjemme i Aarhus. Efter otte år i storbyerne Berlin og København fandt han et fristed, hvor han kan være helt sig selv uden at føle sig som en outsider.

»Jeg ser, at Aarhus har ændret sig og er blevet mere fri. Der er plads til at unge mænd er kærlige overfor hinanden, og at ungdommen er aktivistisk og eksperimenterer med både seksualitet og tøj og alt det, der er på verdens dagsorden,« mener Asbjørn.

Han synes, at der er gode miljøer i f.eks. natklubben, Super, i Mejlgade og i miljøerne omkring Godsbane, hvor der er stor frihed til at være den, man er.

»Jeg tænker mig selv som mand. Jeg har ikke en forkert krop eller et forkert sind. Men jeg er mand på min egen måde og menneske frem for det. Jeg er først og fremmest menneske,« slår han fast.

Min musik skal samle

Asbjørn håber, at hans musik vil skabe et fællesskab, som mange får lyst til at træde ind i. Det hører han om fra mange af sine fans.

»Jeg vil gerne samle og skabe forståelse. Det, der skaber frygt, er noget, man ikke forstår. Vi skal alle rummes,« siger han og glæder sig over, at han er blevet inviteret ind i kirkens rum på Langenæs for at tale om det netop det.

22. juni kl. 19 mødes musikeren Asbjørn med præst Ditte Bruun Laursen i en samtale om køn, identitet og kærlighed. Det sker som en opvarmning til Pride, der finder sted lørdag 24. juni.

»Det bliver et spændende møde mellem kirken, personen Ditte og mig som både en popinstitution og det menneske, jeg er. Jeg synes, at Pride er vigtig, fordi det udbreder og forklarer. Det er et fællesskab, der arbejder for, at alle tør holde i hånden på gaden, i stedet for at vi føler os som små homoseksuelle øer. Det er så smukt,« siger Asbjørn, der også vil synge noget fra sit kommende album i Langenæs Kirke.