Da morder var løs ringede telefonen pludselig. 50 år senere har Lone stadig ikke fulgt beskeden, hun fik i røret

15. oktober kan sognepræst og magistratsmedlem for Socialdemokratiet i Aarhus Byråd Lone Hindø fejre 75 års fødselsdag. Og der er tale om 75 år, som har sendt vestjyden vidt omkring i det aarhusianske.

Lokalpolitikeren, der i øjeblikket er i gang med sin syvende valgperiode, begyndte byrådskarrieren i 1982. Men det var faktisk som nyuddannet folkeskolelærer, at hun i det hele taget kom til byen.

»Jeg regnede med, at jeg skulle være her i tre år - og så hjem til Ringkøbing igen. Og nu er der så gået over 50 år,« fortæller fødselaren og griner.

»Jeg havde en drøm om, at jeg lige skulle prøve at være i en storby. Og jeg husker også byen, som værende megastor dengang,« siger Lone Hindø om den første tid i Smilets By.

Hun husker også en dag, telefonen pludseligt ringede. Det var Lone Hindøs mor hjemme i Ringkøbing, der mente, at det nu var på høje tid, at datteren komme hjem fra storbyen.

»Der var sket et mord, og der ville hun altså gerne have, jeg omgående kom hjem til Ringkøbing, fordi der jo var en morder løs i Aarhus,« erindrer politikeren. Men vestjyden blev alligevel hængende i både Aarhus og i jobbet som lærer.

1986 - et skelsættende år

I perioden 1971-1986 arbejdede Lone Hindø som folkeskolelærer - først tre år på Åby Skole og derefter 12 år på Nordgårdsskolen i Gellerup.

Året 1986 var i det hele taget et skelsættende år i Lone Hindøs liv - både professionelt og privat, men samtidig også et historisk år for aarhusiansk lokalpolitik.

For ud over at det blev et farvel til lærergerningen i 1986, så var det også året, hvor hun blev historiens første kvindelige rådmand i det aarhusianske byråd.

Dengang hed borgmesteren Thorkild Simonsen (S), og Lone Hindø blev udpeget til rådmand med ansvar for el, vand, varme, kollektiv trafik samt lufthavnen. Og senere - i 1990 - skiftede hun den rådmandspost ud, så hun nu havde ansvaret for skole og- kultur.

Her var det et stærkt valg tilbage i 1986 med 8.995 personlige stemmer - hvilket var godt 35 procent af samtlige SF-stemmer - som var partiet, hun stillede op for dengang, der var med til at sikre hende rådmandsposten.

»Jeg er stolt over, at det lykkedes at blive rådmand som den første kvinde. Det var en hård kamp, som jeg virkelig glæder mig over i dag. Og jeg glædede mig også rigtig meget, da Louise (Gade, red.) kom og blev den første kvindelige borgmester,« siger Lone Hindø, der også fik vedtaget, at hun skulle hedde rådkvinde på det kommunale brevpapir.

Spurgt til et politiske højdepunkt, som hun er særlig stolt over, lyder svaret:

»Jeg glæder mig hver gang, jeg ser en natbus. Jeg var den, der tog initiativ til forsøgene med natbusserne. Og det gjorde jeg, fordi jeg selv boede i en landsby, hvor jeg opdagede, hvordan de unge ikke kunne komme hjem, når de havde været i byen.«

Året 1986 var i det hele taget, som hun selv formulerer det, »et vidunderligt år« - for det var også året, hvor hun mødte sin mand Vagn, som hun den dag i dag stadig er gift med.

»Det er noget af det bedste, der er sket i mit liv. Jeg er hver eneste dag taknemmelig for mit ægteskab. Og ved du hvad? Det er altså en gave at have det sådan efter så mange år og i den høje alder, jeg har - at føle den taknemlighed,« siger hun.

Fra politiker til præst

Selv betegner Lone Hindø sig i dag både som vestjyde og østjyde. Men nok mest vestjyde, når det alligevel kommer til stykket. Hun læser også stadig troligt med i Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Og stod det alene til hende, så skulle hun også tilbage og bo ved den jyske vestkyst.

»Men min mand kan ikke se sig selv i Vestjylland. Men hvis han ville have været med, så havde jeg også boet der - et sted ovre ved havet,« siger hun.

Ved siden af det politiske, så kan Lone Hindø i år også fejre at have været præst i 25 år. Her er hun i dag tilknyttet Trige Kirke.

Hun stoppede endda som rådmand i 1994 for at læse teologi ved Aarhus Universitet, men var stadig aktiv i byrådet. I 1998 - fem dage efter hendes 50 års fødselsdag - blev hun så ordineret til sognepræst af biskop Kjeld Holm. Det var dog først i 2002, at hun valgte helt at trække stikket fra politik for at hellige sig hvervet som præst.

»Jeg opdagede, at jeg simpelthen kunne sidde til et byrådsmøde og tænke; ”bare der nu ikke kommer en begravelse”. Eller jeg kunne stå ude ved graven og frygte, at jeg lige pludselig skulle skynde mig ind til rådhuset. Jeg følte mig splittet, og så valgte jeg at skifte liv,« siger hun.

At Lone Hindø i dag er havnet i kirken, skyldes også hendes vestjyske ophav - men ikke ligefrem på grund af hendes forældre. For mens mange af Lone Hindøs skolekammerater kom fra stærkt Indre Missionske hjem, så var der hverken bibel eller salmebog i det arbejderhjem, hun voksede op i Ringkøbing. Hendes forældre var til gengæld begge engageret i fagbevægelsen, hvor der derfor også ofte blev sunget sange fra arbejdersangbogen.

Men som seksårig valgte hun af egen vilje at begynde i den lokale søndagsskole. Her fik hun et indblik i den lyse Indre Mission, noget hendes forældre - og især faren Børge Hindø - ikke var synderligt begejstret for.

»Jeg har som seksårig - mod mine forældres ønske - følt mig draget af kirken og kristendommen. Og jeg husker stadigvæk, hvordan jeg blev kaldt ’Børges fromme datter’. Det var han ikke stolt af - overhovedet,« fortæller Lone Hindø.

Men faren blødte med tiden op over for datterens interesse for kristendommen.

»Men da jeg en del år senere blev præst, så begyndte han jo pludselig at gå i kirke. Det havde han ikke gjort før. Og han boede meget hos os de sidste år af hans liv, og der sad han på kirkebænken hver eneste gang, jeg prædikede, og han var den, der sang allerhøjest - han var pavestolt,« fortæller Lone Hindø, der efter 16 år med fuld fokus på præstegerningen, vendte tilbage til byrådssalen og lokalpolitikken i 2018, hvor hun i dag sidder som næstformand i kulturudvalget for Socialdemokratiet.