Ejendomsinvestor opkøber 135 lejemål i Randers
Med erhvervelsen fordobler SQM Ejendomme sin portefølje.
I 2019 fik Lasse Klitgaard en idé: Han ville give nyt liv til gamle huse og ejendomme. Han fandt hurtigt sammen med den erfarne serieinvestor Magnus Kjøller, som også drifter og udvikler ejendomme i Kjøller Ejendomme. Sammen ejer de SQM Ejendomme, som Lasse driver som direktør.
Siden da er det gået stærkt. Selskabet ejede forinden den seneste transaktion omkring 100 lejemål spredt ud over Mariager, Hobro og Randers, inklusiv en gammel guldvarefabrik på Skolevej i Randers, som blev totalrenoveret og forvandlet til luksuriøse lejligheder i New Yorker-stil.
Nu fortsætter succesen med tilkøbet af yderligere 14 ejendomme, som inkluderer hele 135 lejemål, alle bekvemmeligt placeret inden for en radius på to kilometer af Randers Rådhus. Det skriver SQM Ejendomme i en pressemeddelelse.
Selskabet mere end fordobler dermed antallet af lejemål.
Lasse Klitgaard udtrykker sin begejstring for købet.
»Det er en stor milepæl for SQM Ejendomme at være så solidt til stede i Randers nu, som er en spændende by med stort vækstpotentiale. Det er flotte og veldrevne ejendomme, vi har overtaget, og vi glæder os til at komme rigtigt i gang med driften på dem, møde lejerne og se hvordan vi kan gøre det til en endnu bedre oplevelse for dem.«
Magnus Kjøller er glad for at have bistået med transaktionen og udtaler:
»Med Lasse i spidsen er SQM Ejendomme hurtigt blevet en markant spiller på markedet. Det har krævet hårdt arbejde, dedikation og ikke mindst en god portion iværksætterånd. Det er jeg kun stolt af at være en del af.«
SQM Ejendomme er en del af Kjøller A/S, et investeringsselskab med ejerskab i over 30 porteføljevirksomheder, der tæller både nye og modne virksomheder samt en række ejendomsselskaber.