Fortsæt til indhold

Fleksjobbere på Grenaa-virksomhed fik stor hæder

DS Smith i Grenaa vandt i global konkurrence for koncern med over 30.000 ansatte.

Samfund

Det er en stor familie, emballagevirksomheden DS Smith på Åstrupvej i Grenaa indgår i. Resten af firmanavnet - Packaging Denmark - understreger, at man er en del af noget større.

DS Smith-koncernen tæller da også omkring 30.000 medarbejdere i 34 lande, så det var en ganske særlig præstation, der torsdag aften blev hædret i et direkte tv-link til alle virksomheder i koncernen, der opererer i hele verden.

Det gjaldt den store ”Smithies Award” - hvor man på verdensplan kårer årets team i forskellige grupperinger. Baseret på indstillinger fra teamledere på virksomheder over hele kloden. Helt usædvanligt var Grenaa-virksomheden indstillet i to kategorier i hård dyst med flere hundrede kandidater på verdensplan - og jublen var da også stor, da det blev afsløret, at Grenaa-fabrikken strøg helt til tops i den ene af de i alt otte kategorier. Det var i kategorien ”Best Team Improvement” - og så sprang propperne på de alkoholfri bobler og vinderne blev overøst med glimmer. Det var første gang, at en nordisk DS Smith-virksomhed kåres som vinder i den globale konkurrence.

Otte fleksjobbere

”Team 7” hos DS Smith i Grenaa består af egentlig af otte fleksjobbere - fleksible medarbejdere, der af forskellige årsager ikke kan udføre et fuldtidsarbejde på 37 timer. Men deres indsats og arbejde er yderst værdsat. De hjælper til med rengøring og har som hovedopgave at male - og det siger sig selv, at når der efter sigende er 76.000 kvadratmeter at male, så er der arbejde til nogle dage endnu.

"Team 7" bestående af otte fleksjobbere hos DS Smith i Grenaa. Fra venstre ses her Frits Hillebrecht (projektleder), Tina Melander, Maya Malmros, Helle Brøgger Langholm, Lisanne Pedersen (koordinator), Rikke Gren, Alex Nygaard Juul, Mark Lund Thomassen, Karina Boserup. Kurt Petersen er ikke på biledet. Foto: Nana Juul Hansen

De otte i ”Team 7” var til dette års uddeling af ”Smithies Award” indstillet af deres leder, Frits Hillebrecht, og det skete blandt andet med disse ord: ”Disse dedikerede medarbejdere, har på trods af fysiske og psykiske udfordringer formået at finde en vej til at bidrage til virksomheden på en bemærkelsesværdig måde. Gennem deres hårde arbejde og engagement har ”Team 7” ikke kun formået at opretholde en normal hverdag for sig selv, men de har også bidraget til at skabe en renere og nymalet fabrik på DS Smith Grenaa. Deres indsats er et vidnesbyrd om deres mod og styrke, da de dagligt arbejder med at overvinde deres personlige udfordringer. ”Team 7” fortjener derfor en anerkendelse for deres inspirerende indsats. Deres evne til at integrere sig i det normale arbejde og levere på trods af deres begrænsninger fortjener stor opmærksomhed.”

Sejren har været længe undervejs. Først blev ”Team 7” nomineret lokalt og derefter udvalgt af den danske ledelse til at gå videre i konkurrencen. Så vurderede den nordiske ledelse nomineringen og besluttede at sende den videre til regionen. Her blev indstillingen vurderet sammen med alle andre udvalgte kandidater fra hele Europa. Da regions-vurderingen var på plads, fortsatte ”Team 7” helt til toppen af DS Smith, hvor den øverste ledelse – ud af 190 kandidater på globalt plan – udvalgte kandidaterne, som deltog i online-finaleshowet torsdag aften.

Samarbejde med Jobcenter Norddjurs

Jobcentret i Norddjurs Kommune har et unikt samarbejde med DS Smith om skæve ansættelser, heriblandt en løbende dialog om hvordan hver enkelt fleksjobber kan lykkes i jobbet, ligesom eksempelvis mentorordning bruges ved behov.

Initiativtager og projektleder Frits Hillebrecht fortæller om ideen: »Da projektet tog sin spæde begyndelse i juli 2022 på anbefaling fra vores direktør, Dan Johannesen, var jeg måske ikke fuldt klar over, hvor omfattende opgaven ville blive. Jeg kunne straks se, at dette projekt ville have en positiv indvirkning på vores lokalsamfund og på DS Smith Grenaa. Vores mål var klart: Forbedringen af rengøringen, samt få malet indvendig på vores DS Smith-fabrik i Grenaa og inddragelsen af arbejdskraften fra vores lokale samfund, hvilket er helt i tråd med DS Smiths værdier og politikker«.

Så på DS Smith i Grenaa indledte man en dialog med Norddjurs Kommune og virksomhedens tillidsrepræsentanter, og sammen fandt man en løsning gennem fleksjob-ordningen.

»Rejsen har været lang, men vi har altid haft opbakning fra DS Smith Grenaa, vores lokale kommune og de dedikerede medarbejdere på fabrikken i Grenaa. En dybfølt tak skal lyde til alle involverede. Sammen har vi gjort en positiv forskel for vores lokalområde og hjulpet otte borgere med at finde en hverdag, der giver livsglæde og en forbedret livskvalitet. Vi ønsker at dele denne pris med alle, der har været en del af vores rejse. Det er en anerkendelse af jeres støtte, engagement og tro på vores vision. Lad os fortsætte med at inspirere hinanden til at tage skridt i retning af positive forandringer og inklusion i vores samfund og arbejdsliv,« siger Frits Hillebrecht.

Indstillet i to kategorier

DS Smith i Grenaa var også indstillet i en anden kategori, hvor man lokalt har gjort sig bemærket - men altså uden at vinde..

Det var med et projekt, hvor 50 udviklingshæmmede i marts måned gjorde stranden i Grenaa ren i samarbejde med DS Smith

Udstyret med en affaldsstang, sikkerhedsvest og en papskraldespand begav 50 udviklingshæmmede sig ud på stranden i Grenaa til en fælles dag med fokus på affaldsindsamling og cirkulær økonomi med DS Smith.

DS Smith havde inviteret dem til en fælles miljødag, hvor de samlede affald, spiste hotdogs, drak sodavand og i samarbejde med Kattegatcentret tilbød virksomheden fri entré til de fremmødte.

Udgangspunktet for projektet var, at affald er en vigtig ressource, men også en belastning, hvis det havner de forkerte steder. Som en integreret del af DS Smiths bæredygtighedsstrategi ”Now & Next”, som forpligter DS Smith til at sikre oplysning omkring den cirkulære økonomi, problemer med affald og bæredygtighed.

Delt op i fem hold samlede de 50 over 10 kilo affald hver, som senere blev sorteret og bortskaffet forsvarligt – første skridt til en renere natur i lokalområdet. Blandt affaldet var alt fra glasflasker til efterladte tæpper på stranden. De fremmødte var, med rette, stolte, men også en smule skræmte over indsamlingens udbytte.

Papmaskinerne stod stille og produktionen var lukket ned i en times tid, så kollegerne kunne følge prisuddelingen på storskærm. Foto: Nana Juul Hansen

Det er ret så usædvanligt, at en enkelt virksomhed er nomineret i to kategorier i ”Smithies Award” - og derfor gjorde man da også torsdag aften lidt ekstra ud af begivenheden. Inden live-showet, som blev transmitteret online, blev vist, var der spisning for de nominerede og andre gæster - og medarbejderne på aftenholdet kunne følge begivenheden på skærme i kantinen og nyde en snack imens.

Det hele foregik på bedste Melodi Grand Prix-maner, hvor der blev stillet om til DS Smith-fabrikker over det meste af kloden og sendt live - fra forskellige tidszoner.