Fortsæt til indhold

Lokal entreprenør undrer sig over prisen på ny mole. »Det kan simpelthen ikke koste så mange penge«

Mark Sørensen har igennem sin virksomhed budt ind på at bygge ny mole i Udbyhøj. Hans pris er over en million kroner billigere end kommunens anslåede pris.

Samfund

Mark Sørensen har efterhånden mange gange kløet sig selv i nakken i undren over den pris, som det nu skrinlagte molebyggeri i Udbyhøj Lystbådehavn løber op i.

Han driver entreprenørvirksomheden Brolæggeren MS i Udbyhøj et stenkast fra havnen. Mark Sørensen har således stort kendskab til havnen, hvor han også er havnepladsansvarlig.

Igennem sin virksomhed har han selv afgivet et bud på opgaven med at anlægge den nye mole, da det først blev besluttet at lave molen.

Mark Sørensens pris afviger mildt sagt en hel del fra det tilbud, som Norddjurs Kommune har fået fra en anden entreprenør på 1,7 millioner kroner.

»Jeg gav et tilbud på 312.000 kroner for hele opgaven. Jeg ved, at en anden lokal entreprenørvirksomhed, som ovenikøbet var med til at bygge havnen, gav et lavere bud end mig. Han burde egentlig have vundet opgaven. Og under alle omstændigheder, så kan jeg slet ikke forstå, at det skal koste 1,7 millioner kroner. Det lille stykke kan simpelthen ikke koste så mange penge,« siger Mark Sørensen.

Skarpe kanter

Han forklarer, hvordan det er planen, at den nuværende mole skal bygges om, så den slår et lille sving ud i fjorden på 25-30 meter. Det skal være med til at dæmme op for tilsanding og høje bølger ind i havneindløbet.

Det er dog besluttet, at den nye tilføjelse til molen skal laves af granitblokke i stedet for de runde sten, der udgør den nuværende mole.

Granitblokkene låser ind i hinanden på grund af deres kantede form. Det vil således gøre molen mere modstandsdygtig.

Det bud Mark Sørensen har lagt på opgaven er baseret på de afrundede sten. Entreprenøren medgiver således også, at arbejdet bliver dyrere med granit. Dog slet ikke i det omfang, som Norddjurs Kommune nu går ud fra.

»Jeg vil skyde på, at det vil koste et par hundrede tusinde kroner mere. Så er vi på omkring 5-600.000 kroner. I hvert fald langt fra 1,7 millioner kroner og også under den million kroner, som kommunen bevilgede i første omgang,« siger Mark Sørensen.

Kender ikke udbuddet

Han tilføjer dog, at der i udbudsmaterialet kan være nogle større omkostninger, som de ikke kender til på havnen.

Kuriøst nok har nemlig hverken havnebestyrelsen, havnefogeden eller de lokale entreprenører set det udbudsmateriale, Norddjurs Kommune har sendt ud, efter der blev lavet forundersøgelser til projektet.

Da Mark Sørensen fandt ud af, at der havde været et nyt udbud, ringede han derfor til kommunen for at meddele, at ingen af de lokale havde set udbudsmaterialet.

Ifølge Mark Sørensen var meddelelsen fra kommunen, at det er op til entreprenørerne selv at holde øje med udbuddene.

»Det er også rigtigt, men som små entreprenører, der har masser af arbejde, så har vi ikke tid til også at sidde og holde øje med udbudslisterne hele tiden. Kommunen vil jo gerne benytte sig af lokal arbejdskraft, og så synes jeg måske, at det havde været værd lige at give os et praj, da de havde færdiggjort forundersøgelserne og sendt nyt udbud ud,« konstaterer Mark Sørensen.