Fortsæt til indhold

Hjernerystelse: Lokalt bokse-talent måtte sætte sig nye mål

Amalie Manich kombinerer sit job som personlig træner og fysioterapeut i Sundhedshuset Fysioterapi & Træningscenter i Kolind med sine erfaringer som bokser.

Samfund

Amalie Manich, 29, havde en kapacitet større end de flestes, og fuld fart frem. Ved siden af sit job som fysioterapeut i Sundhedshuset i Kolind trænede hun hårdt i Hornslet Bokseklub, var jævnligt på farten til diverse stævner, vandt flere danske mesterskaber og titler og var med sin stædighed og sin jernhårde disciplin støt og roligt på vej fremad i den danske bokseverden.

I 2019 blev hun udtaget til sit første NM og vandt. Hun nåede at være tre-fire år på landsholdet, blev udtaget til turneringer i Polen, Thailand, Tyskland, Sverige, Norge og var med ved EM i Spanien.

Så kom den skæbnesvangre dato. 15. december 2021, hvor hun var udtaget til at bokse en stor international kvindeturnering for landsholdet. I sin allerførste kamp fik hun et voldsomt og ureglementeret slag i baghovedet.

»Livet ændrede sig for mig i løbet af et splitsekund,« siger Amalie Manich.

Hun fik en svær hjernerystelse, måtte opgive sin boksekarriere og lade sig sygemelde i en længere periode. I dag, hvor hun er tilbage på arbejde igen, er hun glad for og stolt over, hvor langt hun er kommet efter sin hjernerystelse.

»Hvis man tager det skridt for skridt og tror på det, kan man nå sine mål. I min situation er det blevet til nye mål - men sådan ændrer det sig jo livet igennem for os allesammen.«

Boksning i Sundhedshuset

Amalie Manich måtte erkende, at det kan have fatale konsekvenser for hende, hvis hun får et slag mere. Derfor har hun droppet at bokse selv og bruger i dag det, hun har lært som idrætskvinde og bokser på eliteplan, til udelukkende at udvikle andre.

Hun blev ansat i Sundhedshuset i Kolind i 2020, og her er hun som nævnt fortsat. Amalie Manich er blandt andet træner i den meget populære Fitness Boksning (boksetræning uden slag på hinanden), der lynhurtigt fyldes op, hver gang der åbnes for tilmeldinger.

»Der er fokus på alle de gode elementer, boksning har i sig. Det er både styrke, kondition, koordination, balance og mental fokus.«

Endvidere underviser hun i Parkinson Boksning, Junior boksning, Bokse Bootcamps, Personlig træning (både i Small Groups og individuelt) og Yoga, og får masser af positive tilbagemeldinger.

»Det fede er, at jeg altid kan tilpasse min træning efter forskellige målgrupper og den enkeltes udfordringer og behov. Nu bruger jeg alt det, jeg har brugt halvdelen af mit liv på at opbygge, til at kunne inspirere og træne andre og være med til at udvikle dem fysisk, personligt og mentalt.«

»Step by step«

Som nævnt var det en sej kamp at overvinde skaderne efter hjernerystelsen, og det blev til mange måneders hvile, restitution og genoptræning, og hun kæmper fortsat. Efter at hun er vendt tilbage til sit arbejde i Sundhedshuset i Kolind, har hun måttet starte forsigtigt op, og i dag arbejder hun 12,5 timer om ugen fordelt på tre dage. Mere klarer hun ikke endnu.

Hendes fightervilje og livskraft har hun til gengæld bevaret. Undervejs i sin genoptræning fik hun tatoveret en række fodspor op ad sin venstre underarm: »Step by step«. De supplerer den gamle tatovering på højre underarm: »Keep fighting« og verdenskortet, hun har mellem skulderbladene. Med et stort smil forklarer hun:

»Fortsæt med at kæmpe - step by step. Så kan du lægge hele verden ned.«

Tatoveringen "Step by step" på venstre underarm taler sit tydelige sprog om Amalie Manichs kampånd. Foto: Anette Bonde.