Vil du være føl? Kræftens Bekæmpelse efterlyser nye frivillige til bestyrelsen
Kom med som 'føl' i bestyrelsen for Lokalafdelingen i Skanderborg, der 7. november inviterer til foredrag med TV-læge og praktiserende læge Charlotte Bøving og Master Coach Christina Bøving.
Det er ikke alle forundt at få længden i livet – men vi kan arbejde på at få dybden. Og det er præcis det TV-læge og praktiserende læge Charlotte Bøving og Master Coach Christina Bøvings foredrag 7. november kl. 19-21 i Kirkecenter, Højvangen Mallinggårdsvej 3, handler om. Hvordan du får optimalt ud af lige netop dit liv og din krop og dit ønske om at leve livet fuldt ud.
Arrangør af foredraget er Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Skanderborg Kommune, der arbejder for at gøre en forskel for kræftramte.
Er man nysgerrig på bestyrelsesarbejdet, så søger lokalforeningen i Skanderborg nye bestyrelsesmedlemmer, da man allerede nu ved, at gode kræfter takker af ved næste generalforsamling i 2024.
Hvis man er interesseret i at høre nærmere og komme med som ”føl” i bestyrelsen her i efteråret, kan man kontakte et af bestyrelsens medlemmer.
I Kræftens Bekæmpelse lokalforening i Skanderborg Kommune arbejder bestyrelsen med at koordinere, fundraisere og understøtte vores aktiviteter. Det drejer sig om varmtvandstræning for kræftramte, naturtræning for mænd, naturtræning for kvinder, børnegruppe for børn som har en alvorlig syg forælder eller har mistet, gåture, café for kræftramte samt foredrag.
Stafet for Livet i Låsby støtter lokalforeningen med 10 pct. af deres overskud.
Herudover arbejder bestyrelsen også med det kræftpolitiske arbejde, der skal være med til at skabe de bedste vilkår for kræftramte og pårørende. Alle aktiviteter ledes af frivillige.
Fælles for alle frivillige er, at det er en indsats, der giver mening. Alle arbejder sammen med samme mål, nemlig at færre får kræft, flere overlever kræft og flere får et bedre liv.