Fortsæt til indhold

Kvadrat holder lagersalg

Alverdens lækre sager er fundet frem til årets lagersalg fra Kvadrat. I år vil der være ekstra mange tæpper og inspiration til upcycling

Samfund

Der findes mange arrangementer i Ebeltoft hele året rundt - og så er der Kvadrats lagersalg. Dét er noget, der trækker mennesker til. Med trailere og sækkevogne triller de op foran Havnegården og står gerne i meterlange køer for stofstykker og andre tekstiler, der, kan pynte i de små hjem. Det er svært at komme gennem lokalet, hvor et overtal af kvinder summer rundt og vurderer farver og stofkvalitet, mens mændene står op ad væggene og venter på, at de mange indkøbte varer skal slæbes ud i traileren.

Sådan var det i hvert sidste år, da Kvadrat holdt lagersalg i Havnegården. Og sådan bliver det nok igen, når dette års lagersalg skydes af torsdag 2. november og lørdag 4. november.

»Vi holder det i Havnegården igen, for det fungerede faktisk rigtig godt,« forklarer Hanne Berg Post fra Kvadrat.

Et mekka for dem, der trænger til nye tekstiler i hjemmet, eller for de kreative sjæle, som måske alligevel snart skal i gang med at sy nisser eller andre juleforberedelser. I bæredygtighedens navn kan stofrester også bruges til gaveindpakning.

På hylderne kan findes gardin- og møbelstof, tæpper, færdigsyede duge, men i hvert fald masser af prøver i alle mulige størrelser. Der vil også være en del færdige varer så som tasker, bøger, tørklæder og pudebetræk.

Priserne på alle herlighederne vil være særdeles rimelige, lyder det fra Hanne Berg Post.

»I år vil der være ekstra mange tæpper. Både udstillingstæpper og nye tæpper, og der vil også være mulighed for at bestille tæpper på mål til senere levering.«

Desuden har Kvadrat lavet et samarbejde med Schjerning farver, som kommer med tekstil- og møbelmaling og giver kreative fif til at upcycle og genbruge ting. Skumhuset leverer desuden pudefyld, så det vil være muligt at købe hele pudepakken med hjem.

Overskuddet fra salget går til et personalearrangement for medarbejderne, som i øvrigt bruger deres fritid på at stå bag disken de to dage, lagersalget varer.

Kvadrats lagersalg er åbent torsdag 2. november klokken 12-18 og lørdag 4. november klokken 10-15, og der vil være indgang på bagsiden af butikken (tidligere testcenter) i gården hvor der også vil være masse af parkering . Der tages kun imod kontanter og MobilePay, og altså ingen kreditkort.