Fortsæt til indhold

Niels Fuglsang og Ida Auken: Lad os stoppe de lange dyretransporter i EU

Samfund
gs

Europa-Parlamentariker, Niels Fuglsang (S), havde 25. oktober foretræde i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, for at sætte fokus på de jammerlige forhold, som danske grise transporteres under på deres døgnlange rejser for at blive opfedet og slagtet langt fra Danmark.

Mødet med udvalget er blandt andet kommet i stand efter, at Fuglsang i sidste måned, sammen med Dyrenes Beskyttelse, satte efter en grisetransport, som fragtede 660 grise fra Padborg hele vejen til Verona i Norditalien.

»Jeg tror aldrig jeg kommer til at glemme skrigene og den lugt fra dyrene, da de stod direkte i den stegende sol midt på den tyske motorvej stimlet så tæt sammen i lastbilen,« udtaler Fuglsang efter turen i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

»Det burde simpelthen ikke være lovligt det her.«

Ifølge Europa-parlamentarikeren, som lige siden han blev valgt i 2019 har været engageret i Parlamentets dyrevelfærdsgruppe og i dag er næstformand i den, bør EU indføre en 8-timers grænse for transport af levende dyr.

Lang vej igen

Et forslag, som Folketingsmedlem og fødevareordfører for Socialdemokratiet, Ida Auken, bakker fuldt op om:

»Tiden er kommet til at stoppe de lange dyretransporter og sikre, at dyrene har ordentlige vilkår under transport. Derfor er jeg glad for at vi kan arbejde sammen om nye EU regler på området sammen med skærpede nationale krav.«

Men selvom EU-Kommissionen nu har lovet at komme med et lovforslag om reglerne for dyretransporter inden jul, er der stadig lang vej igen, før vi kan fejre et reelt løft af dyrevelfærden i hele EU. Og det er blandt andet derfor, at Niels Fuglsang mødte ind på Christiansborg for at fortælle folketingspolitikerne om sin tur:

»Det er vigtigt vi i Europa-Parlamentet og Folketinget arbejder sammen for at sikre regler for kortere dyretransporter i EU. Der er lande der helst ikke ser nye regler, og derfor skal vi stå sammen i Danmark og lægge pres på de lande,« siger han.