Farvel til barndomshjemmet: »Det, jeg husker mest, er friheden under ansvar«
Denne fantastiske lystejendom har en helt speciel plads i hjertet på Frederik Kroun. Det er nemlig her, han voksede op.
205 kvm. bolig.
35 kvm udestue.
Fem lejligheder på 350 kvm.
Det er ikke plads, der mangler på denne imponerende lyst- og landejendom i Skiveholme.
Alligevel er det ikke indendørsarealerne der fylder mest i minderne hos Frederik Kroun, når han tænker tilbage på sit barndomshjem Højbogaard.
»Mit yndlingssted er kort og godt naturen. Det er engen og søerne. Den ro, der er derude, slår alt.«
Frederik Krouns far købte Højbogaard i 1971. Samme år som Frederik Kroun blev født. De første 17 år af sit liv tilbragte han på Højbogaard, hvor tiden ofte gik med at udforske det let kuperede landskab, der omgiver ejendommen.
Nu, hvor faderen er gået bort og barndomshjemmet skal på nye hænder, tager Frederik Kroun os for en kort stund med tilbage til barndommen ved Skivholme.
Huset brændte ned
Da Frederik Krouns far overtog ejendommen i 1971, var det en gammel og slidt gård faderen købte.
»Ejendommen var helt en helt klassisk bondegård – et stuehus og så tre længder. Det brændte tilbage i 74/75, og der blev opført nogle nye bygninger, så han har egentlig bygget det hele op fra bunden. I dag står der nogle bygninger, der er mere i trit med tiden.«
Det har i det hele taget været udviklingen på Terpvej 12. Derfor var barndomshjemmet også et sted, hvor faderens aftryk var på alt.
»Min far har været med til at bygge det hele op. Også hallerne. Da han skulle bygge den ene hal, spurgte han et stort vognmandsfirma ved Hadsten til råds om, hvordan han skulle lave sådan en bygning. Der fik han bl.a. at vide, at det var afgørende at portene var store nok til, at de helt store landbrugsmaskiner kunne komme ind, så der blev tænkt over tingene.«
Frederik Kroun understreger, at det selvfølgelig også kræver en masse arbejde at passe sådan en ejendom – især når der er landbrug til. Derfor har han også selv tilbragt mange timer på de store maskiner. Og det er også derfor, at han sælger det.
»Det er da med en vis vemod må jeg indrømme, men omvendt så skal sådan et sted vedligeholdes. Og med det job jeg har, der har jeg ikke tid til at holde styr på begge dele.«
Ejendommen er sat til salg gennem Landbrugsmæglerne for 17,5 mio. kr.
Selvom det giver mening at skille sig af med huset, så kommer Frederik Kroun i høj grad til at savne barndomshjemmet og måske særligt naturen, der omgiver det.
Jagt og motorcross
Natur er der nemlig nok af.
28,2 ha. land spreder ejendommen sig over, hvor man både finder åer, søer, enge, marker og skov.
»Jeg har haft en fantastisk barndom derude. Det, jeg husker derfra er friheden under ansvar; at jeg fik lov til at færdes rundt i mine gummistøvler helt fra barnsben af, og jeg fik lov til at køre motorcross, og jeg føler mig meget privilegeret af at have fået lov til at opleve alt det.«
Særligt motorcrosseren har en speciel plads i barndomsminderne.
»Jeg kunne starte min motorcrosser næsten som jeg havde lyst. Mor satte dog tidsrum på, så jeg ikke forstyrrede naboerne og sagde at jeg ikke måtte gøre det i weekender. Da jeg blev ældre var det jagttegn. Det gjorde jeg en del af i mine unge dage. Det var fantastisk. Du skulle knap ud af døren og så stod man ved søen, hvor der var andetræk.«
Samtidig fremhæver han åen, hvor han et utal af gerne har stået og fisket som knægt. Huset, der er løbende renoveret, kan dog også vække minder hos Frederik Kroun.
»Der et værelse i hovedhuset med en vild panorama udsigt, hvor man kan sidde og se på ænder og råvildt og hvad der ellers er. Det er fantastisk.«