Boligejerne går lyse tider i møde
Efter nogle turbulente år for landets husejere viser prognoserne, at der er grund til optimisme.
Landets husejere går lysere tider i møde efter årsskiftet og har udsigt til stigende boligpriser i 2024 og 2025. Det fremgår af de nye prognoser fra vismændene i De Økonomiske Råd og Danmarks Nationalbank, som ifølge en pressemeddelelse fra Danbolig indeholder gode nyheder til husejerne.
Konkret forventer vismændene, at huspriserne på landsplan vil stige med 1 procent i 2024 og med 3,8 procent i 2025. Tilsvarende forudser Nationalbanken en stigning på 0,7 procent i 2024 og 2,1 procent i 2025. Økonomerne i begge institutioner er dermed enige om, at udsigterne tegner lyse.
»Det er svært at forudsige fremtiden, så prognoser bør altid tages med et gran salt. Det ændrer dog ikke ved, at boligejerne alt i alt bør være optimistiske på fremtiden, og det vidner forudsigelserne fra de to prognoser også om,« siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
Positiv prognose
På lidt længere sigt forudser vismændene i De Økonomiske Råd, at huspriserne i snit vil stige med 4,7 procent om året fra 2025 til 2030. Ifølge prognosen kan en gennemsnitlig husejer derfor sælge sit hus for 32 procent mere i 2030 end i 2023.
Prognosen kommer oven på et par turbulente år på boligmarkedet.
Hvis priserne udvikler sig som forudsagt for landet som helhed i prognosen fra vismændene, så vil boligejerne i Favrskov Kommune kunne se frem til en flot fremgang i deres friværdi.
I 2022 kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvm i Favrskov 1.896.000 kr. I 2024 vil huset stige til 1.867.000 kr. og til 1.938.000 kr. i 2025. I 2030 vil prisen være oppe på 2.439.000 kr., hvis huspriserne i Favrskov udvikler sig i samme takt som prognosen fra vismændene.
»I øjeblikket får vi mange spørgsmål til boligskattereformens betydning for boligpriserne, og hvis man går med overvejelser om at købe eller sælge bolig, og hvis man i den forbindelse har spørgsmål til boligskatten, så står vi til rådighed og tilbyder en rådgivning, som er særligt tilpasset vores kunders behov,« siger daglig leder Kenny Sivertsen fra Danbolig Hinnerup.