Fortsæt til indhold

Sofus har sagt ja til drive Ørsted Kro: »Nogle ting tør jeg ikke pille ved«

Sofus Jakobsen blev ansat som kok på Ørsted Kro i august, men med Sascha Steenfaths exit efter ti måneder som forpagter bød muligheden sig for at drive hele kroen – og den greb Sofus og familien.

Samfund
Søren Ladefoged

Det er en alsidig herre, som Ørsted Kro har haft stående ved gryderne siden august. Sofus Jakobsen blev hyret ind som kok med aftjent værnepligt hos blandt andre Koldingfjord, Malling Kro, Ruths Hotel og senest den vegetariske gourmet-restaurant Moment på Djursland.

Men der nåede kun at gå knap to måneder, før en ny chance bød sig til for Sofus Jakobsen og familien. Forpagter Sascha Steenfath blev tilbage i oktober enige med bestyrelsen bag kroen at opsige sin ellers fem år lange kontrakt som forpagter.

Dermed stod hovedrollen pludselig ubesat, og et ønske om mere selvstændighed og at stå på egne ben fik Sofus Jakobsen til at smide hatten i ringen som forpagter af Ørsted Kro.

»Nu har jeg været i branchen i mange år og har knoklet for andre til en ikke så god løn. Nu tænkte jeg, at jeg kunne få muligheden for at stå på egne ben og de timer, jeg så lægger i det, de går til mig,« fortæller Sofus Jakobsen.

Godt, gammelt dansk

Med et tre-årigt ophold på Restaurant Moment, der blandt andet i 2019 blev tildelt en Bib Gourmand – Michelinstjernens lillebror – for sine vegetariske gourmet-retter, er det nærliggende at spørge kroens nye forpagter, om menuen også vil være med et kip med hatten til det vegetariske. Svaret kommer prompte.

»Nej, det bliver det ikke herude. Det er mit indtryk, at folk gerne vil have muligheden for kød også. Hvad jeg har kunnet høre på folk, mens jeg har været herude, så er det, at de gerne vil have wienerschnitzler og stegt flæsk, og det tør jeg ikke pille for meget ved. Så vi holder os til det gode, gamle danske. Det har jeg heldigvis også erfaring med,« siger Sofus Jakobsen.

Men derfor er han stadig ambitiøs med menuen, og der rumsterer allerede flere idéer til nye initiativer. Generelt, fortæller Sofus Jakobsen, så tror han ikke så meget på en fast menu, men en menu der ændrer sig med sæsonerne og de tilgængelige råvarer. Samtidig brygger han på, om kroen kunne få gavn af at lave take-away ved siden af a la carte-åbningsdagene.

»Vi kommer også til at lave forskellige arrangementer herude. Det næste, der sker, det er J-Dag 3. november, hvor vi serverer flæskestegsburgere, og så vil jeg gerne holde nogle gourmet-aftener også, for det har jeg jo på cv’et. Samtidig kunne jeg tænke mig at arrangere nogle kokketræf herude, og så har min hustru et stort netværk i teaterverdenen, og vi har en sal med en scene, så der har hun også nogle idéer til, hvad der skal ske,« forklarer han.

Aarhus-Feldballe-Ørsted

Sofus Jakobsen er oprindeligt fra Kolding, men har i mange år boet i Aarhus, inden han og hustruen rykkede familien ud til Feldballe for fire år siden i forbindelse med Sofus’ arbejde på Restaurant Moment. Nu skal teltpælene så rykkes op igen, da familien bestående af Sofus Jakobsen, hustruen Mia Strøbech og parrets to børn Karl Johan og Norr rykker ind i lejligheden ovenpå kroen.

»Vi er ved at sælge huset i Feldballe, så vi venter egentlig bare på, at der er nogle, der bider på,« fortæller han.

Siden sin start på kroen i august føler Sofus Jakobsen sig utrolig vel modtaget ude i Ørsted, forklarer han.

»Alle, der har været ude at spise, har rost det meget, og der kommer flere og flere selskaber og gæster. Så jeg vil sige, jeg er blevet taget godt imod,« siger han og fortsætter:

»Det er jo en institution herude, så det er også vigtigt, at der er et godt samarbejde og en god snak med de lokale.«