Havnefestens overskud gives videre
Bedre borde og bænke i Bønnerup.
Hvad bruger man egentlig overskuddet fra Bønnerup Havnefest til - er der med garanti en og anden, der har tænkt en gang imellem.
Og svaret kan Vita Glad Petersen, der er kasserer for den arrangerende forening, levere.
Det er nemlig sådan, at efter foreningens vedtægter og momsreglerne, så skal overskuddet, som i 2022 var på 85.313 kroner, bruges til almennyttige projekter i lokalområdet.
Havnefestbestyrelsen har valgt at give 10.000 kroner til Bønnerup Strand Petanqueklub til køb af to nye borde-bænkesæt. Sættene er allerede indkøbt og bliver flittigt brugt flere gange om ugen af de mange petanquespillere på banerne på Åvej.
Det resterende beløb på 75.313 kroner er givet til projekt “Renovering af gamle bænke og indkøb af nye borde-bænkesæt på Bønnerup Havn”.
Bønnerup Havn bidrager også med penge til projektet og formanden for Bønnerup Havns Fondsbestyrelse, Tina Lykke Andersen, har i samarbejde med os i Havnefesten søgt LAG Djursland om støtte. LAG Djursland har valgt at støtte med 122.100 kroner.
»Det er vildt mange penge, og vi er meget taknemmelige over, at vi gennem LAG-midlerne kan “nå hele havnen rundt”. For at få mest muligt for pengene skal vi selv renovere de gamle bænke og samle de nye sæt. Her har Havnens tro hjælpere Bjarne Lind, Karsten Pedersen og Lars Hotter Petersen meldt sig som frivillige for hen over vinteren at få alt lavet klar til den nye sæson For en havn som vores i Bønnerup er det guld værd og helt nødvendigt med flittige og dygtige frivillige for at hjælpe med at holde alt i orden. Lige nu arbejder de med renovering af en af broerne og herefter kaster de sig over borde-bænkeprojektet I samleprocessen får vi brug for endnu flere dygtige hænder. Vi satser på, at der kan blive indkøbt 55-60 nye borde-bænkesæt i vejrbestandige materialer, og vi er sikre på, at det vil give vores dejlige havn et kæmpe løft til glæde for alle Bønnerup Havns mange besøgende,« siger Vita Glad Petersen.
Havnefesten 2023 gav et endnu større overskud - så der er 98.212 kroner til uddeling. Hvis man har et godt projekt som er “almennyttigt” og kan glæde mange i og omkring Bønnerup Strand, så kan man sende sit forslag til havnefestens bestyrelse senest 1. december. Havnefestens bestyrelse vil herefter vurdere alle ansøgningerne, høre Skat om de “går ind under kriterierne for uddeling” og herefter fordele midlerne bedst muligt.