Et sted med skrækkelige minder: »Du har godt af at mærke, hvor ondt det kan gøre!«

Velkommen på en tidsrejse til skolerne i Aarhus midt i 1960’erne. Hver skole ligner et lille rige styret af stedlige åndsfyrster, som holder en urolig verden på afstand: Kingo er stadig vigtigere end Kennedy.

Lærerne hersker i klasselokalet. Alle rejser sig, når de skrappeste træder ind, og det er en nådesbevisning at være den udvalgte, der henter tre stykker smørrebrød og 10 cerutter af mærket Fontana til læreren.

Udenfor skolen sker store forandringer: Berlin deles af en mur. I USA er præsident John F. Kennedy offer for et attentat i Dallas, Kina sprænger sin første atombombe, og Sovjet fjerner Khrusjtjov til fordel for Bresjnev. Uden i øvrigt at slå ham ihjel, hvilket er nyt.

I Danmark er Jens Otto Krag, der drømmer om medlemskab af EF, statsminister, mens Bernhardt Jensen som borgmester cykler rundt i Aarhus søndag formiddag og glæder sig over alle de gamle huse i latinerkvarteret. Han er også med til at skabe en festuge af høj kvalitet.

Partier tilbyder velfærd fra vugge til grav, men da politikerne overser, hvad utopien koster 50 år senere, ligner det mere farvelfærd.

Autoriteten i samfundet er intakt - også i skolerne, selv om tiltalen ændrer sig: Flere siger du i stedet for De. Spanskrøret er også fjernet.

Men lærerne kender andre metoder.

Det mærker eleven, der sidder ved tredje bord nær vinduet og udstråler et gigantisk søvnunderskud. Dagen begyndte uheldigt. Allerede i første time fik han en lussing for at jappe det salmevers af selveste Grundtvig af, han egentlig skulle have deklameret.

Heller ikke historietimen interesserer, og han er ligeglad, om han bliver hørt i Harald Blåtand. Han frygter langt mere, når hans eget gebis snart skal granskes.

Frygten for smerten

Derfor svedte han også mere, end han sov natten før af skræk for bor og smerte.

Tidspunktet nærmer sig, hvor han må væk og begive sig ad Smertens vej til Graven. Som tusindvis af skoleelever i Aarhus før ham.

I den bedste mening sørgede kommunen for tandpleje for blot en krone om året pr. elev.

Det var ideelt set, men måden, det foregik på, var smertefuld og prægede mange senere i livet.

Tandlæger taler om, at tandlægeskræk primært er opstået i skoletandplejen.

Det var bestemt ingen spøg at nærme sig Graven nr. 21.

I det usle baghus til en tidligere fattiggård havde der siden april 1915 været en kommunal skoletandklinik. Den triste bygning var kendt af alle skoleelever i byen og frygtet af de fleste.

Huset er nu sat til salg, og det er planen, at det skal bygges om og åbnes, så det i en ny udformning kan blive en del af byen. Bygningen skal pynte i den travle gade, siger unge mennesker, der aldrig har oplevet den indefra.

Gode viljers fallit

Kommunens stadsarkitekt Anne Mette Boye efterlyser forslag fra borgerne.

Selv om dette forslag næppe vinder gehør, burde der indrettes et museum for gode viljers fallit.

Selv om intentionen var den bedste, blev hverdagen brutal, og der er ingen undskyldning for de overgreb, der fandt sted på den kommunale tandklinik.

»Jeg hører utrolig mange historier om det sted,« fortæller en tandlæge, og han er langtfra den eneste.

Nye generationer af tandlæger har arbejdet målrettet for at hjælpe ældre patienter med at overvinde tandlægeskrækken, som blev grundlagt på klinikken i Graven og lignende anstalter.

Når man ankom til Graven 21, lå venteværelset i stueetagen, og fra klinikken på første sal hørtes skrig og gråd.

Behandlingen kunne for eleverne antage karakter af ren ondskab.

Disse tandlæger må have vidst, hvor ondt det gjorde, men tit fik patienten at vide, at der ingen grund var til at skabe sig. Åbn munden og sid stille. Så sad man ellers anspændt og stiv som en pind.

»Må jeg godt blive bedøvet,« spurgte denne artikels forfatter den kvindelige tandlæge, før hun skulle i gang med at bore endnu en tand ud?

»Nej, du har godt af at mærke, hvor ondt det kan gøre!«

Og ondt gjorde det. Fra stolen var der udsigt til domkirken og Hotel Royal. Men herfra fra kom der ingen hjælp.

Værsgo’ at skylle.

Tandlægeskræk rammer 10 pct.

Der er et ord for lidelsen: Odontofobi. Det vurderes, at hele 10 pct. af befolkningen lider af angst for tandlæger, og det overgås kun af højdeskræk. Andre 30 pct. af befolkningen er nervøse ved udsigten til en tur i tandlægestolen. Angsten er dobbelt så stor blandt kvinder. Det er entydigt skoletandplejen, der får skyld for miseren her og alle andre steder. Sådan var tiden.

I dag siger tandlægen: »Nu skal du endelig give signal, hvis du mærker noget, for så stopper jeg straks. Det må ikke gøre ondt,« En så udsøgt behandling koster selvfølgelig også mere end en krone om året.

Der skulle selvfølgelig spares på klinikken i Graven.

Tandlæge Benjamin Gjørup, der var tilknyttet skoletandplejen, berettede ved 75-års jubilæet i 1990 om skoletandplejens historie.

I de første år kunne tandlægerne ikke bare bedøve. Frøken Knudsen, en bestemt dame i knapstøvler, der ledede klinikken i 25 år frem til 1957, krævede at blive spurgt og i hvert enkelt tilfælde give sin tilladelse, hvis børn skulle bedøves!

»Er det nu nødvendigt?« forhørte hun sig, når tandlægerne havde banket på hendes dør og spurgt om lov.

I hendes tid var det heller ikke tilladt klinikassistenterne at tale sammen. De skulle blot assistere. Men tandlægerne kunne sagtens drøfte ferieminder fra Harzen, mens børn sad i stolen.

Det blev heldigvis anderledes, men i årevis levede ånden fra frøken Knudsen videre.

Resultatet var tandlægeskræk og søvnløse nætter senere i livet på grund at frygten for mødet med stolen, lyset og boret.

Sølvmine i munden

Der blev ikke taget skånsomt på patienterne, og de fleste konsultationer blev klaret med vattamponer, vand, luft og en boremaskine, der blev trukket af snore og kørte langsomt. Selve boret blev først udskiftet, når det var helt slidt ned. Dertil en pæn dosis amalgam, og mange gik med en mund, der mindede om en mindre sølvmine.

Alligevel var det bedre end i tidligere tider. Det sukker, der kom til Europa fra Vestindien, var nyt, dyrt og virkelig en farlig lækkerbisken. Dele af maden kunne kandiseres, så den smagte himmelsk. Sukkeret var vanedannende, og hurtigt rådnede selv berømte konger og dronningers tænder. Det kulinariske havde en sjælden social slagside.

I årevis var det en fordel ikke at have råd til at fodre den søde tand. Den største del af befolkningen spiste en jævn kost, og mange havde faktisk sunde tænder.

Efterhånden fik flere råd til sukker, og tandlægerne foreslog indgreb.

En undersøgelse i hovedstaden viste i 1890’erne, at over 90 pct. af børnene havde huller i tænderne.

Aarhus Tandlægeforening drøftede også problemet, og foreningen rettede i begyndelsen af 1900-tallet gentagne henvendelser til byrådet. Satte man ind for at forbedre tandsundheden blandt børn, ville flere mennesker bevare deres egne tænder.

Det var ikke ualmindeligt, at munden var ryddet før konfirmationen, og så var det ellers gebis resten af livet.

Aarhus Kommune tog advarslen alvorligt, og med tandlæge N.P. Raunslund som leder oprettedes den første skoletandklinik i Graven i 1915, der, som det hed, skulle medvirke til bekæmpelse af den udbredte og sundhedsfarlige tandsygdom hos den opvoksende slægt. Klinikken disponerer fra begyndelsen over en lille del af baghuset, som en overgang også var børnehjem.

Flourbehandling hjalp

Forhuset blev revet ned i 1938, og samme år blev der indlagt centralvarme, så klinikassistenterne slap for at fyre op i kakkelovnene. På det tidspunkt disponerede klinikken over hele 1. salen, og der var arbejde til seks tandlæger.

Efter Besættelsen blev der opført en bunker på området. Det er den, som i dag kaldes Hipsterhøjen, hvilket næppe havde vakt frøken Knudsens behag.

Klinikken i Graven kunne i længden ikke behandle alle byens børn, og i begyndelsen af 1950’erne kom de første tandklinikker på skolerne. Dem er der mange af i dag, og skoletandplejen har også travlt med tandretning.

Hullerne blev langt færre, da man begyndte at tilsætte flour til tandpastaen og i øvrigt gennemførte flour-behandlingerne på skolerne.

Det sker nu uden de store smerter, og forhåbentlig vil færre pådrage sig tandlægeskræk.

Også på andre områder er der sket fremskridt: Skal man i dag have fat i et gebis, henvises de fleste til spøg og skæmt-forretninger.