Fortsæt til indhold

Grenaas modeljernbaneklubber fælles om åbent hus

Både Model Jernbaneklubben Grenaa-Banen og Froggie Modeltog Klub holder til i kælderen under Søren Kanne Skolens afdeling Søndre.

Samfund

London har en. Paris ligeså. Det samme med Berlin og New York.

Og med lidt god vilje også Grenaa - for i alle byerne handler det om at køre med tog under jorden.

I Grenaa sker det på Søren Kanne Skolen afdeling Søndre, hvor to modeljernbaneklubber holder til - og lørdag 11. november er de gået sammen om et åbent hus-arrangement fra klokken 10-16, hvor der vil være masser af aktiviteter hele dagen.

For dem er det at køre med en modeljernbane ikke legetøj, men en hobby.

Froggie Modeltog Klub holdt oprindeligt til på Djurslands Museum. Her mødtes man og hyggede sig med den gamle Märklin modeljernbane, som var opstillet på museet. Banen blev i sin tid givet til Grenaa by af kaffebrænder Hansens efterladte og var i en årrække udstillet på museet. Da det skulle laves om, besluttede man at flytte hele anlægget og man skilte det ad, og opbyggede et helt nyt anlæg i kælderen under skolen på Åboulevarden. Anlægget kører nu i en ny opstilling med mange flotte detaljer. Medlemmerne mødes hver tirsdag klokken 9-12.

Model Jernbane Klubben Grenaa-banen er den anden klub som holder til på skolen - også i kælderen ved siden af den anden klub. Det var i 2008, at en flok lokale mænd ønskede sig et sted, hvor de kunne pleje deres passion for modeljernbaner og dele deres store viden med hinanden. Det gør de hver torsdag fra klokken 19-22.