Boligerne er blevet større i Skanderborg Kommune
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at boligerne i Skandeborg er blevet større. Tendensen skyldes blandt andet, at danskerne stiller flere krav til boligen end tidligere, lyder det fra lokal tømrermester i Skanderborg.
De seneste år har der været en stigende tendens til, at danskerne ønsker sig mere plads og rummelighed, når det kommer til boligens størrelse. Det ses blandt andet i den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik, som viser, at de danske villakvarterer boomer med store huse på over 175 kvadratmeter.
Helt konkret fremgår det, at andelen af boliger over 175 kvadratmeter på landsplan er steget med næsten 16 procent, når man sammenligner med tallene for 10 år siden. Det oplyser Swedoor i en pressemeddelelse.
Samme tendens gør sig gældende i Skanderborg Kommune, hvor der siden 2014 er blevet bygget 1069 flere boliger på mere end 175 kvadratmeter – en stigning på 27,5 procent.
Ifølge Carsten Jæger Nørbjerg fra typehusfirmaet Milton Huse skyldes ønsket om flere kvadratmeter blandt andet, at danskerne har flere krav og behov til boligen sammenlignet med tidligere:
»Vi kan tydeligt mærke, at der er sket en udvikling i forhold til planløsningen, når vi bygger huse. Det kommer blandt andet til udtryk i forhold til sammenbragte familier, som ofte har et større behov for plads og flere værelser, hvis boligen skal være optimal og fungere for alle. Dertil kommer, at flere efterspørger ekstra rum som multirum og viktualierum, som ligeledes sætter nogle krav til boligens størrelse,« forklarer han.
Ønsker flere kvadratmeter
Hos den lokale tømrermester Kent Mejer i Stilling mærker man også tydeligt, at boligejere vil have flere kvadratmeter end tidligere, når der enten skal bygges nyt eller renoveres:
»Danskernes syn på hjemmet har ændret sig, og vi oplever, at vores kunder i stigende grad ønsker flere kvadratmeter – samtidig med at de blevet mere opmærksomme på at få det optimale ud af den plads, de har. Det ses blandt andet i forhold til, at mange boligejere prioriterer kvadratmeterne anderledes end tidligere, da man i dag har andre behov og i større grad tænker funktionalitet og pladsoptimerende løsninger ind i boligen,« fortæller Kent Mejer.
Rentestigninger påvirker
Selvom boligejerne i stigende grad ønsker mere plads i hjemmet, oplever man hos Milton Huse samtidig en stigende økonomisk bevidsthed, som kan have betydning for boligstørrelsen fremadrettet.
»Samtidig med at vi de senere år har oplevet en stigende interesse for større beboelser, ser vi en mere overordnet tendens til, at danskerne bygger smart og netop har fokus på, hvordan man bedst udnytter pladsen. Det er også noget af det, vi har fokus på i rådgivningen og dialogen med nybyggerne. Særligt i en tid med høj inflation og rentestigninger har mange en øget bevidsthed om, hvordan man bruger sine penge, og derfor er det ikke nødvendigvis antallet af kvadratmeter, som er afgørende for boligejerne fremadrettet,« slutter Carsten Jæger Nørbjerg.