Boligerne er blevet større i Norddjurs
Antallet af boliger på mere end 175 kvm er steget med knap 10 procent de seneste 10 år. Tendensen skyldes blandt andet, at danskerne stiller flere krav til boligen end tidligere, lyder det fra lokal tømrermester i Grenå.
De seneste år har der været en stigende tendens til, at danskerne ønsker sig mere plads og rummelighed, når det kommer til boligens størrelse. Det ses blandt andet i den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik, som viser, at de danske villakvarterer boomer med store huse på over 175 kvm. Helt konkret fremgår det, at andelen af boliger over 175 kvm på landsplan er steget med næsten 16 procent, når man sammenligner med tallene for 10 år siden.
Samme tendens gør sig gældende i Norddjurs Kommune, hvor der siden 2014 er blevet bygget 286 flere boliger på mere end 175 kvm, hvilket er en stigning på knap 10 procent. Ifølge Carsten Jæger Nørbjerg fra Milton Huse, der er et af Danmarks største typehusfirmaer, skyldes ønsket om flere kvadratmeter blandt andet, at danskerne har flere krav og behov til boligen sammenlignet med tidligere:
»Vi kan tydeligt mærke, at der er sket en udvikling i forhold til planløsningen, når vi bygger huse. Det kommer blandt andet til udtryk i forhold til sammenbragte familier, som ofte har et større behov for plads og flere værelser, hvis boligen skal være optimal og fungere for alle. Dertil kommer, at flere efterspørger ekstra rum som multirum og viktualierum, som ligeledes sætter nogle krav til boligens størrelse,« forklarer Carsten Jæger Nørbjerg, der er salgs- og marketingdirektør hos Milton Huse i en pressemeddelelse.
Ændret syn på hjemmet
Hos den lokale tømrermester Michael Torp i Grenå mærker man også tydeligt, at boligejere vil have flere kvadratmeter end tidligere, når der enten skal bygges nyt eller renoveres:
»Danskernes syn på hjemmet har ændret sig, og vi oplever, at vores kunder i stigende grad ønsker flere kvadratmeter – samtidig med at de blevet mere opmærksomme på at få det optimale ud af den plads, de har. Det ses blandt andet i forhold til, at mange boligejere prioriterer kvadratmeterne anderledes end tidligere, da man i dag har andre behov og i større grad tænker funktionalitet og pladsoptimerende løsninger ind i boligen,« siger Michael Torp fra Tømrermester Torp, som er medlem af dørproducenten Swedoors håndværkerklub Din Dørmand. Han fortsætter:
»Det stigende fokus på at udnytte boligens kvadratmeter bedst muligt, oplever vi blandt andet i forhold til valget af materiale. Eksempelvis er skydedøre blevet en populær løsning, da det er en effektiv og nem måde at optimere pladsen i boligen – samtidig med at det er en æstetisk løsning, der taler godt ind i nutidens boligtendenser.«