Fortsæt til indhold

Julelysene vender tilbage til Ebeltoft: Men ikke alt er, som det plejer

Sidste år måtte Ebeltoft undvære byens julebelysning, men i år vender det tilbage, fortæller Handelsstandsforeningen, og ligesom tidligere år vil de blive tændt ved en festlig dag med aktiviteter og optog – alligevel bliver det ikke helt på samme facon som altid.

Samfund
Søren Ladefoged

Energikrisen kradsede for alvor, da vi nåede juletiden sidste år. Offentlige institutioner skruede ned på termostaterne, og tårnhøje energiregninger blev delt vidt og bredt landet over, mens også julens lys led under de skyhøje priser.

I år er det dog langt fra så alvorligt, og derfor kan man igen se frem til hyggelig belysning i Ebeltofts gader, når vi nærmer os december og julehyggen.

Det fortæller formand for Handelsstandsforeningen i Ebeltoft, Hanne Sloth.

»Sidste år blev vi enige med kommunen om, at det ikke skulle være – i solidaritet med resten af befolkningen, men i år, har de sagt, vi skal forholde os til belysning, som vi plejede at gøre. Så vi skal have guirlander op og tænde byens syv juletræer,« fortæller hun.

Fest og optog

Ebeltofts julebelysning bliver tændt lørdag den 18. november og som i mange foregående år, starter det med, at julemanden sejler ind i trafikhavnen, går i land og tænder juletræet på havnen. Herefter gås der i samlet flok – i selskab med et jazzorkester, byens vægtere og den gamle brandbil – op til det gamle rådhus, hvor juletræet dér tændes. Samtidig er der slikposer og aktiviteter for de mindste.

”Så gør vi som noget nyt det, at vi går ind på Maltfabrikken, hvor julemanden også tænder deres træ, hvorefter vi fortsætter ned på Fregatten, tænder et træ, og så udtrækkes der vindere af børnekonkurrencerne. Der er præmier fra Mols Bolsjer, Legekæden, Føtex og Kvickly,” fortæller Hanne Sloth.

Ikke kun spas

Men det ér sin sag for Handelsstandsforeningen at stå for at skabe hyggelig belysning i Ebeltoft. Det er i hvert fald en tung post økonomisk. Guirlander, syv juletræer og et behov for flere lyskæder til de voksede træer på Standvejen gør det hyggen omkostningstung.

”Det koster 250.000 kroner om året, og det er mange penge i vores budget. Derfor kunne vi godt tænke os noget hjælp, så som noget nyt har vi lavet en mulighed for, at man kan støtte julebelysningen. Jeg er ikke sikker på, at folk er klar over, det er os, der står for at dække den store post,” siger Hanne Sloth.

Samtidig har Morgenrotary i Ebeltoft arrangeret et bankospil sammen med Toppen af Ebeltoft, der skal generer penge til julebelsyningen.

Juletræstændingen foregår fra klokken 15 til 17.