Byport og museum til mange millioner: Sådan kommer »kulturel ventesal« til at se ud
Drømmen om at gøre Perron1 til et kulturelt trinbræt med adgang direkte fra togskinnerne på Skanderborg Station går nu i opfyldelse. Går alt efter planen er Perron 1 klar til at åbne i slutningen af 2025.
Perron1, fremtidens bymuseum i Skanderborg, blev onsdag i sidste uge sat på skinner, da byrådet gav grønt lys til det projekt, der set med bedømmelsesudvalgets øjne bedst favner Museum Skanderborgs visioner for det nye museum og samtidig fungerer som en markant byport, der matcher stedets særlige karakteristika.
Lige siden Museum Skanderborg i 2019 forlod midtbyen og rykkede op i den gamle postbygning ved Skanderborg Station, har drømmen været at skabe et helt nyt koncept for et bymuseum.
Perron1 skal ikke bare været et almindeligt museum. Det skal også være et trinbræt til historien med plads til varierende udstillinger, en café, læselounge og lokalarkiv og samtidig kunne rumme forskellige arrangementer. Med andre ord en kulturel ventesal, hvor man mødes og indtager kulturel næring og skyller det ned med god kaffe.
Bag vinderprojektet står Thomas Andersen, Tømrer og & Totalentreprenør i samarbejde med Erik Arkitekter, Norconsult og PAX architects.
Det her er et virkeligt stærkt bud på, hvordan vi kan realisere den vision, vi har for Perron1Lene Høst-Madsen, museumsdirektør
»Det her er et virkeligt stærkt bud på, hvordan vi kan realisere vores vision for Perron1,« konstaterer museumsdirektør Lene Høst-Madsen.
»Vores ambition er at prøve et nyt format af og lave museum på en helt ny måde. Vi er flyttet hen, der hvor folk er. Der er ikke mange museer, der har sådan en beliggenhed, og netop beliggenheden ved stationen giver os nogle helt unikke muligheder. Her kan vi skabe en kulturel ventesal, hvor folk kan få sig en kop kaffe, opleve noget kultur og mødes med andre,« forklarer hun.
»Det stille så også nogle krav til, hvordan museet skal være. Der er rigtig mange, der passerer forbi her hver dag, og mange af dem er gengangere, og derfor give det ikke mening med en statisk udstilling. Vi vil jo gerne have folk til at komme igen, og så skal der være nye udstillinger og nye oplevelser.«
Ifølge Lene Høst-Madsen skal Perron1 udfylde en ny rolle i Skanderborg Museums portefølje af museer og kunne noget andet, end de øvrige afdelinger.
Der skal være meget dialog her. Folk skal være medbestemmende. Vi tapper ind i en tidsånd, og der er rigtig meget god energi i detLene Høst-Madsen, museumsdirektør
»Vi skal stadig lave besøgsværdige udstillinger af høj kvalitet, men Perron1 skal samtidig kunne noget mere. Det her bliver en anden oplevelse, end at gå på Moesgård. Der skal være meget dialog her. Folk skal være medbestemmende. Det har vi allerede prøvet af i det små, og vi skal blive ved med at arbejde med det koncept. Vi tapper ind i en tidsånd, og der er rigtig meget god energi i det,« understreger hun.
Museet har blandt andet spurgt publikum til råds om det nye bymuseum via en virtuel museumsrundtur, hvor man med en lille tablet blev guidet rundt i alle afkroge og blev stillet spørgsmål om udformningen af det nye museum. Svarene er blevet brugt til at skabe den bedste mulige oplevelse for brugerne af fremtidens Perron1.
Mens den nye bygning rummer den kulturelle ventesal med café, lokalarkiv med læselounge og multirum med plads til arrangementer, vil den gamle postbygning fra 1983 rumme museets permanente udstillinger. Også den bygning får en kærlig overhaling. Renoveringen vil blandt andet åbne mere op og skabe rum for en bedre udnyttelse af faciliteterne.
Sammen med Museum Skanderborg og Skanderborg Kommune går vinder-teamet nu i gang med projekteringen og forventningen er, at første spadestik kan tages i forsommeren næste år. Går alt efter planen, kan det nye Perron1 tage imod de første gæster ved juletid 2025
Skanderborg Station er i dag et trafikknudepunkt med togforbindelser til hele landet, bustrafik til hele regionen og til Billund Lufthavn, stor pendlerparkeringsplads og hovedvejen til Aarhus. Det skønnes, at mere end 40.000 mennesker dagligt passerer stationen.
Det kommende museumsprojekt er en del af helhedsplanen for stationsområdet, hvor der også gennemføres en større omlægning af trafikken i samarbejde med DSB og Banedanmark.