Sognepræsten i Ørsted kaster håndklædet i ringen: »Ekstremt negativt pres og elendigt arbejdsmiljø«
Susanne Marie Park Dahlgaard overgår til en anden stilling i Aarhus Stift. Beslutningen kommer efter længere tids uro i Norddjurs Provsti.
Susanne Marie Park Dahlgaard stopper som sognepræst i Ørsted Sogn. Det fremgår af et brev, som biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen har sendt ud til præsterne i Norddjurs Provsti.
Heri skriver biskoppen, at Susanne Marie Park Dahlgaard efter eget ønske vil videre efter længere tids uro og »et belastende arbejdsmiljø« i Norddjurs Provsti.
1. maj 2024 overgår hun derfor til en stilling som stiftsvikar i Aarhus Stift.
»Jeg håber, at der nu kan blive ro til, at Susanne Marie Park Dahlgaard kan gøre arbejdet med konfirmandforberedelse og konfirmation færdig og at hun kan få lov til at afslutte sit præstearbejde i Norddjurs Vestre Pastorat på en god måde,« skriver Henrik Wigh-Poulsen.
Elendigt arbejdsmiljø
Susanne Marie Park Dahlgaard blev indsat som sognepræst 10. november 2019, og meldingen om stoppet kommer således præcis fire år efter, hun startede i sin første præstestilling.
Susanne Marie Park Dahlgaard har sendt en skriftlig udtalelse til Lokalavisen i forbindelse med sit stop. Heri lægger hun ikke skjul på sin ærgrelse over, at hun har set sig nødsaget til at stoppe i Ørsted.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det for mig har været en meget svær beslutning at træffe. Jeg er utrolig glad for at være sognepræst i Ørsted og har mødt stor opbakning og velvilje i de år, jeg har været her. Mit inderste ønske var længe, at Ørsted skulle være stedet, hvor mine børn skulle vokse op, fordi Jens og jeg mente, at vi havde fundet den perfekte base for vores familie,« skriver sognepræsten og uddyber:
»Men situationen i Norddjurs provsti har, siden min barsel i 2021, været en enorm belastning for min familie og mig. Arbejdsmiljøet har været elendigt, og det præstearbejde, der i det daglige kaster så megen glæde af sig lokalt i sognet, har været udsat for et ekstremt negativt pres udefra, der til sidst er blevet for meget. Jeg har derfor i samråd med min familie besluttet, at vi må og skal videre.«
Lokal opbakning
Susanne Marie Park Dahlgaard sender endvidere en stor tak for opbakningen til lokalsamfundet i Ørsted og særligt til menighedsrådet.
»Den største tak skal lyde til menighedsrådet, kirkebetjeningen og alle frivillige i Ørsted kirke. Fra allerførste dag, var I med til at gøre embedet til en dans på roser med jeres engagement, positivitet og evige drivkraft. Det her var ikke, hvad vi drømte om! Men vi drømte sammen for en stund, og vi har udrettet meget – det kan ingen tage fra os. Jeg håber, at vores mange initiativer vil være en platform med grobund for kirkelivets vækst, i mange år fremover,« skriver Susanne Marie Park Dahlgaard.
Interne uenigheder
Uroen i Norddjurs Provsti tog til i maj i år, da Lars Seeberg blev afskediget som provst.
Det førte blandt andet til en klage fra en stor del af provstiets sognepræster og menighedsråd til Kirkeministeriet over biskop Henrik Wigh-Poulsen.
Undervejs kom det frem, at der var store samarbejdsvanskeligheder internt i provstiet.
Blandt andet blev Ørsted Kirke og sognepræsten beskyldt for ikke at ville samarbejde om ferier og orlov.
Efter et halvt års sagsbehandlingstid afgjorde Kirkeministeriet i sidste uge klagesagen mod biskoppen med en afvisning af samtlige anklagepunkter.
I afgørelsen lægger Kirkeministeriet blandt andet vægt på, at biskop Henrik Wigh-Poulsen havde en saglig grund til at flytte tilsynet med sognepræsten i Ørsted fra Lars Seeberg.
Her fremgår det desuden, at biskoppen forinden var blevet kontaktet af Præsteforeningen, som oplyste biskoppen om, at Susanne Marie Park Dahlgaard følte sig utryg ved samarbejdet med Lars Seeberg.