Rasmus Theisen indtager scenen: Forfatteraften i samarbejde mellem Kulturladen og Femmøller Efterskole
Hør den unge forfatter, der er opvokset i Knebel, fortælle om sit forfatterskab og sin egen udgave af molbohistorierne.
Kulturladen og Femmøller Efterskole går sammen om forfatteraften 16. november med den unge forfatter Rasmus Theisen, som er opvokset i Knebel, og som er forfatter af romanen ’Molbohistorier’.
Rasmus Theisen debuterede i 2021 med romanen ’Andre hunde’. Hans nye roman handler ikke om de hyggelige molbohistorier. Rammen om fortællingen er et ungt par og et år, hvor det regner uafbrudt på Mols, og hvor Djursland viser sig ikke at være et idyllisk sted, men et sted med en iboende ødelæggende kraft, lurende et sted i istidslandskabet.
Foreningen Kulturladen har inviteret Rasmus Theisen til at komme og fortælle om sit forfatterskab og sin egen udgave af molbohistorierne. Femmøller Efterskole lægger hus til og byder på kaffe og kage i pausen. I foreningen Kulturladen glæder man sig over samarbejdet med efterskolen, mens der arbejdes på højtryk til at skaffe midler til etableringen af et kulturhus ved Femmøller Strand.
Det er gratis for medlemmer af Kulturladen og elever på efterskolen. Der kan reserveres eller købes billetter på Go-syddjurs.dk.