Wolt rykker ind i Grenaa
22. november er dagen, hvor tjenesten rykker ind i byen.
Nu er der godt nyt til de snacksultne, de tømmermændsramte og dem som ikke lige har tid til at rejse sig fra skrivebordet og hente frokost.
Wolt rykker ind i Grenaa 22. november.
Her føjer madleveringstjenesten Djurslands næsetip til sit dækningsområde.
Det fortæller kommunikationschef i Wolt Mikkel Tofte i en pressemeddelelse.
»Vi glæder os til at tilbyde grenaagenserne hurtig levering fra byens bedste butikker og restauranter. Grenaa er et godt eksempel på, at Wolt nu for alvor kommer ud i Danmarks provinsbyer, hvor lokale handlende har samme ønske om at kunne servicere deres kunder både i den fysiske som den digitale butik. Og selvom vi allerede har indgået skønne samarbejder, så er der plads til flere lokale butikker, restauranter og kurérpartnere,« siger Mikkel Tofte.
Den digitale handel kan være med til at skærpe de lokale forretninger, mener kommunikationschefen.
»I 2023 er det afgørende for detail- og restaurantbranchen at være til stede både fysisk og digitalt, og her tilbyder vi flere løsninger for restauranter og butikker i. lokalområdet. Vi håber selvfølgelig at kunne bidrage til, at forretningerne kan nå ud til endnu flere, end de allerede gør,« lyder det fra Mikkel Tofte.
Som virksomhed i Grenaa kan man enten blive en del af Wolts app eller tilkøbe levering via Wolt Drive, som er en løsning, der integreres direkte med ens eksisterende webshop. På den måde kan ens kunder få hurtig levering udenom Wolts app, lyder det i pressemeddelelsen.
Interessen for at være kurérpartner hos Wolt er stor, og man håber derfor, at mange i Grenaa vil være med.
Som kurérpartner bestemmer man selv hvor og hvornår, man vil levere, og om det skal foregå vias cykel, scooter eller bil, lyder det fra virksomheden.
Af de butikker og restauranter, der allerede har sagt ja til at levere med Wolt, er blandt andet. Cookii, Smørrebrødscafeen, Grenaa Barbequekylling & Pizza, Bette Benn’s, Havnens Pølsevogn og McDonald’s.