Fortsæt til indhold

Gå dig varm for julemærkehjemmene

43. udgave af julemærkemarchen i Auning afvikles søndag 3. december.

Samfund

Søndag 3. december bevæger Auning sig igen for en god sag.

Her afvikles 43. udgave af Julemærkemarchen til fordel for julemærkehjemmene, og igen i år er der start fra Kulturperronen i Auning.

Der er individuel start mellem klokken 10-11 søndag 3. december.

Konceptet bag Julemærkemarchen er ganske enkel.

Man samles og går eller løber en symbolsk tur i fællesskab med andre. Man betaler for at være med og der generes et overskud til Julemærkehjemmene.

Der er over 70 steder i Danmark, hvor man går Julemærkemarch.

Her kan man vælge mellem mindst to ruter på enten fem eller 10 kilometer. Flere steder tilbydes også kortere eller længere ruter.

Julemærkemarchen opstod i 1977, da den daværende Postens Marchforening for allerførste gang arrangerede en march i Århus til fordel for Julemærkefonden. Julemærkemarchen voksede hurtigt og har altid være populær blandt marchforeninger.

I 2020 resulterede Julemærkemarchen i en samlet donation på over 1,1 millioner kroner.

»Da salget af Julemærker generelt er under pres, er det vigtigere end nogensinde før, at vi fortsætter med at gå for den gode sag. Julemærkemarchen er også en hyggelig social tradition, der hvert år samler mange hold. Det er familier, firmaer, gangforeninger og ungdomshold, som har gjort det til en tradition at deltage i Julemærkemarchen. Cirka 12.000 - 16.000 går eller løber hvert år, men der er altid plads til flere, som kan have lyst til at være med til den næste Julemærkemarch,« lyder det fra Julemærkefonden.

Man kan tilmelde sig Julemærkemarchen i Auning på www.julemaerkemarch.dk eller blot møde op ved Kulturperronen på dagen.