Fortsæt til indhold

Længe ønsket cykelsti skal lukke usikre huller

Det skaber utryghed og kaotiske tilstande, at cykelstierne ikke hænger sammen langs Hovedvej A16 igennem Auning.

Samfund

Der mangler to cykelstier i Auning. Så konkret står det i et notat hos Norddjurs Kommune vedrørende trafiksituationen igennem byen, og trafiksikkerheden i Auning er også et emne, der optager både Handicaprådet og Ældrerådet i Norddjurs Kommune.

Det er på Hovedvej A16 igennem byen - altså blandt andet Vestergade-delen - der mangler cykelstier. Mere specifikt er der reelt tale om huller i cykelstinettet.

For der er cykelsti ind i Auning, men når man for eksempel kører ind mod byen fra Gl. Estrup, stopper cykelstien ved byporten. Her mangler cirka 650 meter cykelsti for at forbinde nettet.

I den østlige del af byen mangler der omkring 350 meter cykelsti fra Sdr. Fælledvej til det nye boligområde ved Teglværksvej.

I alt er det altså omkring en kilometer cykelsti på hver side af vejen, der mangler.

Det er Vejdirektoratet, der administrerer Hovedvej A16, og i en henvendelse fra Handicaprådet til Norddjurs Kommune anmoder rådet om, at Vejdirektoratet hurtigst muligt prioriterer nye cykelstier i Auning.

I henvendelsen forklarer Handicaprådet således, hvordan de manglende cykelstier ifølge rådet er med til at skabe mange farlige situationer for sårbare trafikanter som for eksempel skolebørn og folk med handicap.

Det skyldes i følge Handicaprådet blandt andet, at mange forældre vælger at køre deres børn i skole på grund af den manglende trafiksikkerhed. Det er endvidere med til at give kaotiske tilstande ved Auning Skole om morgenen.

Klarlægger forhold

I Vejdirektoratet kender man godt til trafiksituationen i Auning.

Her fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Niels Skjøde Agerholm, at Vejdirektoratet er i gang med den såkaldte ’fase 2’-projektering for etablering af nye enkeltrettede cykelstier langs Hovedvej gennem Auning på de to delstrækninger, hvor der i dag ikke er cykelsti.

Fase 2 betyder, at Vejdirektoratet er i færd med at skitsere, hvordan en cykelsti kan anlægges, samt hvor meget et eventuelt anlægsprojekt beløber sig til.

»Det er Transportudvalget, der hvert år tager stilling til, hvor de mener, der skal anlægges cykelstier langs statsvejene. Når vi arbejder med fase 2, handler det om at konstatere i store træk, hvordan det kommer til at se ud, og om cykelstierne overhovedet kan bygges,« forklarer Niels Skjøde Agerholm.

Diskuteres i 2024

Vejdirektoratet forventer at færdiggøre fase 2-projekteringen på cykelstierne i Auning inden årets udgang. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at der er garanti for en ny cykelsti.

»Vi laver mange af den typer projekter om året, så politikerne får et fornuftigt grundlag at træffe deres beslutninger ud fra, når de skal udmønte, hvad pengene skal bruges til. Når vi er færdige med projektet i Auning, bliver det så at sige lagt på lager, og når politikerne på et tidspunkt ønsker, at der skal bevilges nogle penge til cykelstier, så bliver det projekt vægtet sammen med de andre projekter, vi har på lager,« uddyber Niels Skjøde Agerholm.

Afdelingschefen formoder således, at cykelstiprojekterne bliver en del af forhandlingerne i Transportudvalget i slutningen af 2024.

Politisk prioritering

I det udvalg sidder det lokale folketingsmedlem Jens Meilvang (LA). Da han blev valgt til Folketinget i november sidste år og efterfølgende fik plads i Transportudvalget, lykkedes det i samarbejde med Norddjurs Kommune og Handicaprådet at gøre Vejdirektoratet opmærksom på problematikken i Auning.

Det har været medvirkende til Vejdirektoratets igangværende fase 2-projekt, og selv om Jens Meilvang noterer, at det ikke er en garanti for, at cykelstien rent faktisk bliver realiseret, så bliver det et fokuspunkt for ham næste år.

»Handicaprådet har nævnt det her i mange år, og nu ser det ud til, at vi har fået lidt hul igennem. Det bliver stadig målt sammen med andre projekter ud fra en samfundsøkonomisk model, hvor vi får mest for pengene. Vi laver ikke på den måde lokalpolitik i Transportudvalget, så vi overtrumfer ikke hinanden, hvis pengene er givet bedre ud et andet sted,« siger Jens Meilvang.

»Men det er klart, at hvis det er i en pulje med andre projekter til samme pris, så synes jeg, det er fair, at man taler den lokale sag. Det er jeg selvfølgelig meget opmærksom på, så når materialet ligger klar, så er det en sag, der bliver prioriteret,« fastslår han.

Norddjurs Kommune har siden 2019 flere gange henvendt sig til Vejdirektoratet med ønsker om etablering af cykelstier på de statslige veje i kommunen.

Her er cykelstierne i Auning angivet som anden og tredje prioritet i kommunen. Førsteprioritet var cykelstien mellem Trustrup og Homå, som Vejdirektoratet nu er i gang med at realisere.