Nu ryger hastigheden omkring Aarhus et godt stykke ned
Som en del af udvidelsen af E45 omkring Aarhus skal Torshøjvej og to tilhørende motorvejsbroer også udvides.
Det er ikke kun motorvejen omkring Aarhus, der er belastet af trafik.
Der er også stigende trængsel på Torshøjvej i Aarhus Syd fra den nyanlagte Giber Ringvej og frem til motorvejsramperne ved Aarhus Syd Motorvejen og E45 Østjyske Motorvej.
Et problem som kun vil stige i takt med, at E45 bliver udvidet fra fire til seks spor.
Derfor udvider Vejdirektoratet i samarbejde med Aarhus Kommune nu også Torshøjvej. En længe ventet nyhed for borgerne i området, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
»Med udvidelsen af Torshøjvej får vi forbundet den nyanlagte Giber Ringvej med motorvejen, så vi letter trafikken ind til det sydlige Aarhus og undgår de nuværende flaskehalse, som har plaget trafikken i området. Vi udfører arbejdet i samme ombæring som udvidelsen af motorvejen – og så deler vi regningen på Torshøjvej med Aarhus Kommune,« siger projektchef Robin Højen Madsen.
Projektet indeholder desuden etablering af en ny bro over Aarhus Syd Motorvejen, fem nye signalanlæg og en ny og større samkørselsplads.
Og så bygger Vejdirektoratet sammen med Aarhus Kommune en ny dobbeltrettet cykelsti samt en stitunnel, der fører de bløde trafikanter sikkert under Torshøjvej.
Udvidelsen af Torshøjvej skal gøre det nemmere at komme til og fra motorvejen og det sydlige Aarhus. Derudover skal cykelsti og en ny samkørselsplads gøre det lettere at skifte bilen ud med grønnere transportmidler. Kort: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet forventer at være færdige med arbejdet i slutningen af 2024.
Midlertidigt signalanlæg skal mindske kø ud på motorvejen
Under vejarbejdet vil trykket på til- og frakørselsramperne på E45 ved Hørning <50> og på Sydmotorvejen ved Hasselager V <1> stige.
For at afhjælpe problemet etablerer Vejdirektoratet derfor to midlertidige signalanlæg, som skal skabe en bedre flow af trafikken og mindske risikoen for kødannelse ud på motorvejen, indtil udvidelsen og de permanente signalanlæg står klar.
Broarbejderne bliver udført af Jorton, imens vejudvidelsen bliver udført af Munck Havne & Anlæg.
Information om konkrete vejarbejder og restriktioner for trafikken kan altid ses på Vejdirektoratets trafikkort sammen med øvrige relevante vej- og trafikmeldinger.