Julen starter da i november...
Og det gør den, fordi vi trænger til al det lys, varme og glæde, som julen bringer, lyder det fra cityforeningerne i Skanderborg og Ry, der fredag og lørdag tog hul på juleglæden med en varm modtagelse af julemanden.
Hvis du synes, det er længe til jul, så tager du fejl. Både i Skanderborg og Ry tog man i sidste uge med begejstring imod julemanden, der kom sejlende ad søvejen til byerne.
Tidligere gik julemanden i sommer-hi på Realskolens loft – siger de i Skanderborg – men efter corona holder han sikker afstand, og har tilsyneladende rykket sommerresidensen til Vestermølle. Hvorom alting er kom han fredag eftermiddag sejlende fra den anden side af søen og lagde til ved det gode skib Dagmars kajplads ved Bybadet.
Inden da var der nedtælling til juletræstænding på Kulturtorvet, hvor elever fra Realskolen sang julen ind. Det er også dem, der har taget sig kærligt af at pynte byens juletræ.
»Der mødte rigtig mange op for at tage imod julemanden, der i år kom sejlende til byen for første gang. Der var propfyldt på Kulturtorvet, og vores bud er, at der mødte godt et par tusinde op for at tænde juletræet og tage imod julemanden. En hel masse glade børn og deres forældre,« lyder det fra Skanderborgs citymanager, Pia Heide Sørensen, der glæder sig over det store fremmøde.
»Vi har valgt i år at holde arrangementet så tidligt, fordi det næste fredag er Black Friday, og vi synes ikke, en glædelig og hyggelig anledning som julemandens komme passer særlig godt sammen med det. Det er to vidt forskellige ting, og julemandens ankomst til byen er en stemningsfyldt eftermiddag, hvor fokus er på at hygge om børnene, og ikke på at løbe efter gode tilbud,« understreger hun.
Efter at have overnattet oppe på Himmelbjerget – siger de i Ry – rejste julemanden og hans hjælpere lørdag videre til Ry og lagde til kaj ved Skimminghøj. Med hornmusik og trommer sørgede julemandens hjælpere for den rette julestemning op gennem byen til Bytorvet, hvor juletræet blev tændt og julen sunget ind.
»Vi er fuldstændig overvældet af den enorme tilslutning, der i år var til arrangementet. Der kom omkring et par tusinde. Her var propfyldt, og vi har aldrig før set så mange børn, forældre og bedsteforældre tage imod julemanden og tænde byens juletræ,« siger Lone Nielsen, der er formand for Ry City.
»Vi var så heldige, at vejret var med os i år, og alt var faktisk fryd og gammen lige på nær én ting: Vi løb tør for slikposer til børnene. Det er vi utroligt kede af,« fortæller hun. Cityforeningen hade bestilt 700 slikposer, men omkring 50 børn fik en lang næse, og måtte i stedet glæde sig over, at Hotel Ry serverede gratis æbleskiver og gløgg.
»Måske er det tidligt, at fejre julemandens ankomst allerede nu, men vil ville gerne styre udenom Black Friday i næste uge. Og så trænger vi ærlig talt til at lysene tændes og spreder varme og glæde. En dejlig julestemning vi kan hygge og glædes over.«