Fortsæt til indhold

850 afgangselever skal på date med 25 lokale virksomheder

For tredje år i træk arrangerer Campus Skanderborg, ErhvervSkanderborg og Skanderborg BusinessForum ”Mød en Mulighed”, hvor de kommende afgangselever på Campus får mulighed for at sparre med det lokale erhvervsliv om uddannelsesvalg.

Samfund
bo

25 lokale virksomheder er klar til inspirere og sparre med de 850 kommende afgangselever fra Campus om valg af uddannelse og fremtidsmuligheder,når der i morgen, onsdag 22. november, holdes ’Mød en mulighed’ i Gymnasiehallen. Det er Campus Skanderborg, ErhvervSkanderborg og Skanderborg BusinessForum der for tredje år i træk står bag arrangementet.

At vælge uddannelse kan være en overvældende og svær udfordring. Der er en urskov af hjemmesider, rapporter og anden information at hente, når beslutningen skal tages. Mange vælger deres næste skridt ud fra, hvad deres venner gør eller på baggrund af, hvilken uddannelse deres forældre har.

Med ’Møde en mulighed’ får de unge en unik mulighed for at lade deres nysgerrighed og mavefornemmelse være en aktiv medspiller når valget skal tages.

»Dagen er en god mulighed for at få elevernes øjne op for den vifte af muligheder, der er hos de lokale virksomheder og som de erhvervsfaglige uddannelser giver. Blandt andet at man får løn og arbejdserfaring under uddannelse og jobgaranti – samtidig har man også mulighed for at videreuddanne sig,« forklarer Anja Ellersgaard Basse, der er erhvervschef ved ErhvervSkanderborg, i en pressemeddelelse.

Mødet mellem de unge og erhvervslivet, giver også virksomhederne chancen for at fortælle eleverne om dagligdagen hos dem – og om alle de mellemmenneskelige ting der gør en god arbejdsplads, og som kan være svære at kommunikere på skrift.

»Det er tredje gang, vi holder arrangementet, og vores erfaring har vist os, at alle går hjem med ny viden om muligheder – både elever, lærere og virksomheder,” understreger Anje Ellesgaard Basse.