Fortsæt til indhold

Få bonus på good will-kontoen til Black Friday: Åben hjemmet for »firbenet lykkepille i sort pels«

I anledning af årets Black Friday omdøber Agria Dyreforsikring dagen til #BlackFurday med en hjertevarm kampagne.

Samfund
mw

I anledning af årets Black Friday omdøber Agria Dyreforsikring dagen til #BlackFurday med en hjertevarm kampagne, der sætter fokus på de sorte hunde og katte, der ofte står bagerst i køen på internaterne.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»BlackFurday handler om meget mere end rabatter og slagtilbud: I anledning af Black Friday retter vi spotlyset mod de sorte dyr på landets internater, der lever i skyggen af deres kulørte artsfæller. Med kampagnen #BlackFurday opfordrer vi danskerne til at droppe jagten på slagtilbud og materielle goder, som alligevel kun giver midlertidig tilfredsstillelse, og i stedet åbner hjem og hjerte for en firbenet lykkepille i sort pels,« forklarer direktør i Agria Dyreforsikring Tine Stabell.

»Du kan ikke købe kærlighed, men du kan adoptere et dyr i nød, og det er næsten det samme. Samtidig får du bonus på ”goodwill-kontoen” ved at gøre noget godt for andre - ved at investere i en genbrugs-hund eller -kat, der står uden hjem - så det er ren win-win,« mener Tine Stabell.

Du kan ikke købe kærlighed, men du kan adoptere et dyr i nød, og det er næsten det samme.
Tine Stabell, direktør i Agria Dyreforsikring

Udfordrende sort pels

For Henrik Knaack og hans kolleger er farven sort en daglig udfordring snarere end en marketing gimmick. Og hans ”butik” er en af de få, hvor priserne ikke bliver dumpet i forbindelse med Black Friday:

»Her er prisen den samme året rundt, for ingen herreløse dyr er mindre værd, blot fordi dagen får et fancy engelsk navn,” understreger Henrik Knaack, der skriver ”Direktør i Dyreværnet” på visitkortet.

»Med kampagnen #BlackFurday opfordrer vi danskerne til at droppe jagten på slagtilbud og materielle goder, som alligevel kun giver midlertidig tilfredsstillelse, og i stedet åbner hjem og hjerte for en firbenet lykkepille i sort pels,« siger Tine Stabell, der er direktør i Agria Dyreforsikring. Pressefoto

»Rød, hvid og trefarvet… ja, alle andre farver end kulsort er bare mere populære. I dag sidder de sorte katte længere tid på vores internater end nogen andre dyr,« forklarer Henrik Knaack, der – ligesom forskere verden over - har svært ved at forklare fænomenet, som på engelsk kaldes ”Black Cat Syndrome”:

»Sorte katte – og andre sorte dyr - har lige så skønne og forskellige personligheder som deres mere farverige artsfæller. Der er ingen adfærdsmæssig forskel, så vi opfordrer naturligvis danskerne til at se ud over farven og også give disse kærlige dyr varige hjem.«

#BlackFurday-kampagnen er initieret af Agria Dyreforsikring i Danmark, og ifølge pressemeddelelsen er ideen taget op af flere af forsikringsselskabets søsterselskaber i både Sverige, Norge, Finland, Irland og England.