Politirapporten
Lørdag 18. november
Vidner søges til anmeldelse om overgreb. Natten til lørdag 18. november tog en ukendt mand uønsket fysisk kontakt til en 18-årig kvinde, der var på vej hjem fra byen. Episoden fandt sted klokken 4.45 på Stemannsgade i Randers C omkring krydset ved Trapsgade, hvor den ukendte mand tog fat i kvinden bagfra nær den nordlige side af Via University College – Campus Randers. Kvinden fik efterfølgende skubbet ham væk og løb fra stedet, mens manden forsvandt i nordlig retning.
Den ukendte gerningsmand beskrives som værende mand i ukendt alder af anden etnisk herkomst. Han var omkring 165-170 cm høj og iført sort kasket, sort jakke og sorte bukser. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere for at få klarlagt et hændelsesforløb. I den forbindelse efterlyser politiet vidner, der måtte have set eller hørt noget med relevans for sagen. Oplysninger om den mulige ukendte gerningsmand, der angiveligt har udsat den 18-årige kvinde for blufærdighedskrænkelse og muligvis vold, er særligt brugbare for politiet. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
Mandag 20. november
Mandag kl. 11.37 skete der et færdselsuheld på Rådmands Boulevard i krydset ved Nyvangsvej, hvor to biler kørte sammen. De to biler var ført af henholdsvis en 73-årig kvinde og en 50-årig kvinde. Ingen af de to kom umiddelbart til skade i forbindelse med sammenstødet. Den 73-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Velafviklet demonstration i Randers. I Randers var omkring 150 deltagere samlet til demonstration, og Østjyllands Politi var til stede for at sikre, at demonstrationen kunne afvikles uden problemer. Demonstrationen startede kl. 17.00 og sluttede knap to timer senere. I alt deltog op mod 200 mennesker, og alt forløb set med politiets briller stille og roligt uden nogen sager eller udfordringer med interesse for politiet.
Onsdag 22. november
10 fra Randers-området anholdt til fogedretten. Østjyllands Politi anholder jævnligt borgere, der er udeblevet fra fogedretten og ikke har reageret på indkaldelser og rykkere – og onsdag morgen blev 10 borgere fra Randers-området vækket i de tidlige, mørke timer af betjente fra Østjyllands Politis hundesektion og venligt informeret om, at de var anholdt til fogedretten. Du kan blive indkaldt til fogedretten, hvis du eksempelvis skylder penge, og den der har penge til gode, beder om fogedrettens hjælp til at få inddrevet gælden fra dig. Du har pligt til at møde, og hvis du ikke gør, så risikerer du altså at blive afhentet af politiet. »Vi opfordrer igen i dag til, at du selv sørger for at møde op i retten som aftalt eller får lavet en aftale om, hvornår du kan møde op – så slipper vi også for at skulle ud at hente dig,« siger Østjyllands Politi.
Natten til torsdag kl. 02.00 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Udbyhøjvej i Harridslev. En 21-årig mandlig passager i bilen blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig, mens en 39-årig mand blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde en peberspray på sig.
Torsdag 23. november
Kørte ind i en pæl på en p-plads En 35-årig kvinde blev natten til fredag anholdt og sigtet for spritkørsel, efter hun havde slingret rundt i det centrale Randers. Kl. 00.10 blev Østjyllands Politi ringet op af en borger, der havde set kvinden køre ind i en pæl på en p-plads på Tørvebryggen, hvorefter hun kørte over for rødt. Da hun efterfølgende holdt ind på en anden p-plads, skyndte borgeren sig hen og tog bilnøglerne fra hende og ventede på stedet, indtil politiet kom frem.
En patrulje ankom kort efter og bad kvinden om at puste i et alkometer. Det viste en promille på over 2,0, og da kørsel med så høj en promille betegnes som vanvidskørsel, blev hendes bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 35-årige blev anholdt, sigtet for spritkørsel og fik foretaget en blodprøve, der nu skal fastslå, hvad promillen var.
Torsdag kl. 21.51 skete der et færdselsuheld på Karlsbergvej i Ølst. En 21-årig mandlig bilist ramte ind i en bus ført af en 37-årig mand. Bilisten pådrog sig nogle skader og blev kørt til skadestuen.
Fredag 24. november
Indbrud fredag i Romalt: Erlingsminde i Romalt mellem kl. 16.00 og kl. 23.10. Astridsminde kl. 23.20. Elsesminde mellem kl. 18.50 og kl. 20.05. Endnu et på Erlingsminde mellem kl. 17.00 og kl. 20.00.
Lørdag 25. november
Indbrud på Dalbyovervej i Gjerlev begået lørdag mellem kl. 12.30 og kl. 22.30.