Fortsæt til indhold

Knud Johansen hyldet for årelang indsats i Dansk Firmaidræt

»Tak for din erfaringsrigdom, dit engagement og din eftertænksomhed,« lød det blandt andet til prismodtager Knud Johansen.

Samfund
mw

På Dansk Firmaidræts Repræsentantskabsmøde lørdag blev seks af firmaidrættens frivillige ildsjæle hædret for deres årelange indsats på lokal- såvel som forbundsplan. Til stående klapsalver fik de overrakt Guldnålen - et af de fornemste hæderstegn, man kan modtage i Dansk Firmaidræt.

Det skriver Dansk Firmaidræt.

Peder Bisgaard, formand i Dansk Firmaidræt, overrakte Guldnålen til Knud Johansen og fortalte, at det var en enig bestyrelse, der havde besluttet at tildele Knud Johansen forbundets Guldnål.

»Jeg er mest stolt af, at jeg har taget initiativ til mange nye ting i firmaidrætten. Jeg er entreprenør - jeg starter ting, og giver dem videre til andre, der driver dem - det er et af mine vandmærker. Særligt er jeg stolt af at have været med til at starte programmet ’Supernova’ og være en del af hele it-revolutionen og få markedsføringsdelen mere effektiviseret. Jeg vil takke alle kollegerne, jeg har arbejdet sammen med, administrationschef Lars Borup og hele it-afdelingen og hele kommunikationsafdelingen, som har været fantastiske at arbejde sammen med,« siger Knud Johansen.

Knud Johansen har været med til at præge både foreningslivet i Ry, men også forbundet i en årrække. I 1989 tog Knud Johansen initiativ til at starte Ry Familie og Firma Idræt og tog i 1990 initiativ til opstart af petanque i forbundsregi, hvor han i perioden 1992-1997 udviklede petanqueuddannelsen i Dansk Firmaidræt.

Samtidig har Knud Johansen været en del af den centrale ledelse i flere udvalg siden 1994 - blandt andet i det daværende MpA-udvalg, IT-udvalget og senest i Kommunikationsudvalget fra 2010 og til i dag, hvor han har været fadder til flere IT- og kommunikationsstrategier. Samtidig var Knud Johansen en del af Styrelsen i perioden fra 2003-2007.

Begrundelsen for Guldnålen lyder:

»Som tak for et aktivt og årelangt arbejde for firmaidrætten som formand for Ry Familie og Firma Idræt, som styrelsesmedlem og som medlem af Kommunikation og Marketingudvalget. Tak for din erfaringsrigdom, dit engagement og din eftertænksomhed.«