Fortsæt til indhold

Molsvejs stengærde står atter skarpt takket være frivillige kræfter

Digegruppen af lokale pensionister har fuldført årets renovering af Molsvejs stengærde til stor glæde for lokalsamfundet og bilende, cyklende og gående gæster på strækningen.

Samfund

Stengærdet langs Molsvej stråler nu i nyrenoveret pragt, og det er virkelig en fryd for øjet.

Som året lakker mod enden, har Digegruppen besluttet at sætte arbejdet i bero og vende tilbage til foråret med fornyet energi.

På sidstedagen før juleferien var Adresseavisen på besøg for at dokumentere det imponerende arbejde. En dedikeret gruppe på fem personer, med Karen Andreasen i spidsen som organisator, indledte dagen klokken 9.

Sven Leonard, tidligere ungdomsskoleleder, viste sig som en kyndig og behændig maskinfører af en lille gravko, som var lejet til lejligheden.

Med præcision og snilde lykkedes det gruppen ved fælles hjælp at løfte og placere store sten i det imponerende gærde,

Et stort arbejde

I regi af Rønde Distriktsråd, hvor Karen Andreasen tidligere har været aktiv, har arbejdet fundet sted.

Distriktsrådet har anmodet om frivillige bidrag, og det lykkedes at samle en gruppe på fem personer, der tog fat på opgaven i marts.

»Det har været en betydelig opgave, fordi der ikke var blevet iværksat nogen form for vedligeholdelse i en lang årrække,« forklarer Karen Andreasen.

Nu er vi heldigvis vidne til en markant forbedring, og stengærdet er nu synligt igen
Karen Andreasen

Det cirka 200 meter lange stendige/stengærde blev opført i 1980’erne under Rønde Kommunes administration i forbindelse med etableringen af cykelstien fra Bjerg Thomsens Vej ned til Kalø Slotskro.

For dem, der fortsætter mod Egens og Vrinners, indebærer det at krydse vejen ved slotskroen for at genoptage cykelstien.

»Vi har beskæftiget os med at save rødder over og fjerne stubbe fra de mange træer og buske, der over tid har fået lov til at vokse sig store og skubbe sten ud af diget,« fortæller Karen Andreasen, der har sin mand, Henning Andersen, som en del af digegruppen.

»Nu er vi heldigvis vidne til en markant forbedring, og stengærdet er nu synligt igen. Dog bliver vi nok aldrig helt færdige, fordi sådanne projekter kræver løbende vedligeholdelse. Derfor venter der os arbejde til foråret med at fjerne brombærkrat, klippe uønsket vækst i diget og lægge nedfaldne sten på plads. Men vi har heldigvis klaret det tunge arbejde, så fremover handler det om at bevare og vedligeholde.

Sven Leonhard var skarp og myndig fra sædet af den lille gravko. Video: Lars Norman Thomsen

Kom frit frem

Digegruppen, der udelukkende består af aktive pensionister og i Ole Loumann, Vrinners, har en decideret mester i faget.

Han har opført et stort stendige omkring sin store have ved sin gård lidt udenfor Vrinners, så han har kunnet bidrage med gode råd og dåd til arbejdet på Molsvej.

Med i kvintetten er Herik Kreiner, pensioneret dyrlæge, som flyttede til Rønde for 6-7 år siden, fordi det rigtige hus lige var til at få og købe.

»Jeg er egentlig fra København, men boede så i mine arbejdsår i Nordjylland, før jeg flyttede til Rønde. Jeg nyder at være med og gøre et stykke arbejde, hvor man kan se, hvor langt man er kommet,« siger han.

»Det er bedre end at gå til fitness, og så må vi jo selv gøre noget, når kommunen skal spare, og vi ikke vil betale mere til den fælles kasse over skatten,« smiler Henrik Kreiner.

Når arbejdet igen kalder til foråret, håber kvintetten, at flere borgere vil være med til at forskønne ind- og udkørslen til Rønde, tirsdag en tre timer med start klokken 9.

»Vi kan sagtens bruge mindst fem mere. Gerne nogle stærke folk, for det kræver noget at løfte sten på plads, og vi har ikke en lille gravko til rådighed hver gang,« siger Karen Andresen.

Fat i Reddersen

Det er Syddjurs Kommune, der er ejermand til stengærdet, mens Naturstyrelsen har ansvaret for et tilsvarende dige på modsatte side af Molsvej.

Det er nemt pt. at øje forskellen.

Naturstyrelsens dige er sine steder stort set dækket af træer og gevækster. Diget råber på samme kærlige omgang, som den, der er blevet kommunens til del.

»Jeg skal have fat i Jens Reddersen (biolog og stenekspert, ansat ved Nationalpark Mols Bjerge, red.). Det kunne være interessant at få ham til at tidsfæste nogle af de mere sjældne sten, som vi er stødt på undervejs, og som nu er tydelige,« siger Karen Andreasen.

Civilsamfundet

Netop civilsamfundets (foreninger af alle slags, borgere mv.) muligheder for at løse almennyttige opgaver, som i et samfund som det danske i stigende grad er blevet finansieret over skatterne, knyttes der store forventninger til hos dele af byrådet.

Venstres borgmesterkandidat, Christoffer Pedersen, har fremhævet civilsamfundet som et stort aktiv ved flere lejligheder.

»Jeg tror, vi kommer til at involvere civilsamfundet mere i de kommende år,« sagde Christoffer Pedersen således i sin tiltrædelsestale på Venstres generalforsamling i foråret.

Christoffer Pedersen hæfter sig ved, at der ikke er penge nok i kommunekassen til at opfylde borgernes samlede efterspørgsel efter kommunale ydelser.