Fortsæt til indhold

Stormøde om bofællesskaber i Syddjurs Kommune

Mødet vil handle om bofællesskaber, deres muligheder og fremtid.

Samfund
sra

5. december afholder Syddjurs Kommune et stormøde om bofællesskabet som grundlag for fælles liv, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Mødet finder sted på Kulturhotellet i Rønde.

Rudy Madsen fortæller om initiativet til den landsdækkende database og digitale platform bofællesskaber.dk og de aktiviteter, der afholdes i foreningen.

Herefter vil Helene Reumert, jurist og medforfatter til selvhjælpsbogen Bo-Fælles-Skab, fortælle om sine erfaringer med etablering af bofællesskaber og de juridiske faldgruber.

Arkitekt Levi Dørken fortæller om tegnestuen Arken, og hvordan de arbejder med at skabe grundlag for bofællesskaber. Blandt andet har tegnestuen dannet Naboskab.dk, hvor interesserede kan finde hinanden og stedet, de vil bo.

Maria Toft, Ph.d. og forsker i fællesskaber, sociale normer og miljøadfærd slutter aftenen af med en snak om ideologi og fællesskab. Der vil være rig mulighed for spørgsmål, kommentarer og samtale.

Landdistriktskonsulent Alette Skov-Hansen udtaler:

»Vi er nu nået til årets sidste arrangement i rækken af kaffemøder og stormøder på Djursland. Netværksmøderne og facebookgruppen ’Bofællesskab Djursland’ er iværksat for at skabe bedre muligheder for at etablere bofællesskaber i Syddjurs Kommune. Vi oplever en stor søgning efter bofællesskaber og interesse for høre, hvordan andre er lykkedes.«

»For at imødekomme interessen har vi afholdt månedlige møder, som er gratis og åbne for alle. Mødernes holdes som udgangspunkt hjemme hos et konkret bofællesskab, som fortæller deres historie. Vores rolle som kommune er at skabe en ramme for at mennesker kan mødes og danne netværk, og få hjælp og inspiration til at skabe deres eget bofællesskab.«

Stormødet 5. december er arrangeret i samarbejde med foreningen bofællesskab.dk. Mødet er for alle, både de, der leder efter praktisk vejledning til etablering af bofællesskaber og de, der måske allerede bor i et bofællesskab. Men også generelt for mennesker, som leder efter inspiration til, hvordan man kan være fælles om at bo eller bo flere sammen.

Det er gratis at deltage, dog skal man melde sig til via go-syddjurs.dk. Alle er velkomne.