Fortsæt til indhold

Årbogen er igen klar til julehandlen

Den lokale årbog byder på mange forskellige fortællinger - også en, der blev mere aktuel, end forfatteren havde håbet på.

Samfund

Man ved, at julen nærmer sig i Grenaa, når det store juletræ tændes og når årets udgave af den lokale årbog ”Grenaa og Omegn - før og nu” sendes i handelen.

Juletraditionen tro havde Nina B. Adamsen, der er leder af Grenaa Egnsarkiv samlet bidragsydere til årbogen på arkivet for at markere, at den nu var klar til salg, frisk fra tryk hos Johnsen Graphic Solutions.

Siden 1976 har der været et samarbejde mellem Johnsen og Grenaa Egnsarkiv om udgivelsen af ”Grenaa og omegn – før og nu”. Johnsen står for opsætning og udgivelse, mens arkivet står for kontakt til forfattere og redigering af artiklerne.

Det var bogtrykker P.S. Johnsen, der tog initiativet til at udgive den første udgave i 1976 - og siden har hans søn, Steen Johnsen holdt liv i traditionen, som nu er udkommer for 47. gang.

Indholdet

Har man fulgt med i de lokale nyheder om nedskæringer på akutbiler/sundhedsområdet og lukning af bankfilialer i Grenaa? Eller har man været optaget af ”Balladen om kolonihaven”? Eller er man ganske enkelt interesseret i lokalområdets historie? Så er årets udgave af ”Grenaa og omegn – før og nu” noget for dig.

Årbogen rummer i år artikler om flere højaktuelle emner; Historien om lukningen af sygehuset i Grenaa i 2002 som følge af besparelser i amtet og grundlaget for dannelsen af støttegruppen for Grenaa Sundhedshus – og støttegruppens arbejde de næste 20 år, som nu atter er meget aktuelt. Her fortælles også Danske Banks historie i Grenaa gennem 105 år frem til lukningen af filialen i 2023. Derudover fortælles historien om kolonihaveforeningen Fælleskær i Grenaa, der i år fejrer 50 års jubilæum, og har dannet ramme om mange gode timer for ejerne.

Evigt aktuelt

Af mere evigt aktuelle emner beskæftiger en artikel sig med vores miljø og dannelsen af initiativet Rens Grenaa 71 og dens betydning for arbejdet med at sikre et bedre miljø i industribyen Grenaa. Derudover kommer årets udgave af ”Grenaa og omegn – før og nu” også omkring knallerternes historie i og omkring Grenaa og hvad det kunne medføre, hvis man skruede lidt i dem og politiet fik nys om det. Andre emner er sognekommunerne syd for Grenaa, højene omkring byen, Søren Kanne-rosen og historien om arveonklen fra USA – eller i dette tilfælde arvekusinen – og den millionarv, som mange måske drømmer om. I den mere makabre ende fortælles om henrettelser på Djursland. Som altid et bredt udvalg af artikler med lidt for enhver smag og ”Set og sket” i årets løb er naturligvis også med sammen med billeder fra byen.

Årbogen kan købes hos Grenaa Boghandel, Kvickly og Kontor Syd/Papirgården. Prisen er i år 218 kroner. Også i år er bogen spækket med lokale fotos til at minde os om, hvad der skete i 2023.