Hårde ord fra juristen om anden verdenskrig

Vinderen skriver historien siger man. Især når det er historien om en krig.

Måske er det en floskel - men Mogens Møller mener, at den er god nok.

Den jurauddannede jurist fra Grenaa er 77 år gammel aktuel med et imponerende bogværk. Ikke færre end 1800 sider fordelt på fire bind bruger han på at fortælle sin version af, hvad der skete på Djursland i årene 1940-45 under den tyske besættelse af Danmark.

Udgangspunktet har for ham været, at da vi har passeret de 75 år for anden verdenskrig, er arkivmaterialet derfra blevet frit tilgængeligt. Og han har nøje overvejet brug af navne eller ikke navne i den forbindelse.

Men han bruger helt bevidst definitioner og beskrivelser, som ikke hidtil er set i den litteratur, der beskriver anden verdenskrig. Han mener dog at have dokumentationen i orden, når han for eksempel mener, at Danmark i krigsårene var besat tre gange og at man godt kan kalde modstandsfolk for terrorister.

Mogens Møller mener, at Danmark 9. april 1940 blev besat af tyskerne, og 5. maj 1945 om morgenen af modstandsmænd - og samme dag i løbet af dagen samt de følgende dage af englænderne. De to sidste omtales typisk ikke som besættelser, men Mogens Møller siger i dag, at de var påtvunget og ikke skete for danskernes skyld. Og at England anstiftede terror i de lande, som Tyskland havde besat.

»De fik danskerne til som modstandsmænd til at udøve terror mod landsmænd. Englænderne fik også modstandsmændene til som landsforrædere at gøre oprør mod regeringen og rigsdagen,« skriver Mogens Møller i bogens indledning.

Kalder på en forklaring

Det kalder vist på både og en forklaring og en uddybning. Men først lidt om baggrunden for det store bogværk.

»Jeg har altid haft en stor interesse for historie. Det var noget min morfar satte i mig allerede som dreng, hvor vi ville skrive Djurslands historie, men han døde, da jeg var 19 år, så jeg måtte selv fortsætte,« siger Mogens Møller, der er født i Dråby i 1946 - og derfor selv kun har hørt og læst om anden verdenskrig.

Fra 1961 boede han i Ebeltoft og fra 1973 i Grenaa, hvor han efter endt jurastudium først arbejdede som advokat hos A.G. Lundemose, hvorefter han blev den første jurist i Grenaa Kommune - og siden i Norddjurs Kommune, hvorfra han gik på pension i direktionssekretariatet som 62-årig. Og så blev der tid til at kaste sig over lokalhistorien, som han nu har beskrevet i 11 bogudgivelser.

Det var hans lige så historieinteresserede svigerfar, der i sin tid lærte ham at søge efter interessant detaljer på Rigsarkivet i København.

»Jeg har altid været interesseret i noget, som indeholdt myter og overleveringer. Og jeg husker, hvordan man omkring spisebordene i de danske hjem i 1950’erne, hvor de voksne jo godt kunne huske besættelsen, ikke havde lyst til at tale om den. Det gjorde man ikke rigtigt - og det pirrede min nysgerrighed efter at blive klogere på, hvad der skete dengang,« siger Mogens Møller, der har brugt tusindvis af timer på arkivbesøg i Viborg og København for at kunne skrive de 1800 sider.

Kompliceret opgave

Han kalder det for en kompliceret opgave at beskrive Djursland under besættelsen. Bøgerne er ikke skrevet og udgivet kronologisk.

»Jeg begynder med dem, der starter med at give os problemerne - altså, da tyskerne besætter Danmark 9. april 1940. Og så fortæller jeg historierne om englænderne. De er jo traditionelt blevet pænt omtalt i historiebøgerne og er blevet kaldt vores allierede, men jeg er så fri, at jeg også omtaler deres terror under besættelsen. Altså den besættelse, som England stod for efter 5. maj 1945. Det var aftalt på forhånd mellem sejrherrerne, at englænderne skulle dominere i Danmark efterfølgende. Og når jeg kalder det terror, er det fordi det er bevist, at englænderne ansporede modstandsfolkene til mange aktioner under krigen. Men også til at lave oprør mod den danske regering og få den til at gå af. Det blev styret fra England, ligesom mange sabotageaktioner gjorde det. Det næste bind handler så om, hvad modstandsfolkene gjorde under besættelsen. Og det sidste bind er om, hvad der skete efter besættelsen.«

Alt i alt er resultatet fire binds spændende lokalhistorie om et vigtigt kapitel af Danmarkshistorien set med udgangspunkt fra Djursland.

»Det er stadig den dag i dag et følsomt emne at bringe på bane. Og det har undervejs givet mig store overvejelser. På en måde, vil jeg gerne have det beskrevet rigtigt, men på den anden side skal der helt ikke være for mange, der bliver kede af det. Derfor har jeg også ventet til der nu er gået så mange år. Med 75 år er vi ovre de frister, der er for arkivmateriale. Men om Djursland og Danmark kan man sige, at da tyskerne havde besat landet, kunne man vælge flere veje at gå. I Norge valgte regeringen at gå til modstand og kæmpe nogen tid, selv om man vidste, at det ikke kunne holde ret længe. Men man kan sige, at det var mere modigt, end danskernes valg. men Danmark stod også i en helt anden situation. Vi havde ingen bjerge at gemme os i, og den norske regering måtte også flygte til London. Den danske regering valgte forhandlingsvejen for at skåne befolkningen mest muligt,« siger Mogens Møller.

Han uddyber, at den taktik siden er blevet meget udskældt, men efter hans mening fik den befolkningen meget godt igennem besættelsesårene.

»På nær de sidste par år, hvor der blev så mange problemer med modstanden, at samarbejdspolitikken faldt fra hinanden. Men det betød også, at jøder og kommunister, som den danske regering indtil da havde kunnet beskytte og holde hånden under, nu blev sendt til Tyskland.«

Det er vel ikke så pænt kapitel i Danmarkshistorien, at det skete?

»Nej, det er det ikke. Det er noget af det, som man ikke ret tit nævner. Der var en bagside. Men et eksempel på mange af tidens frygtelige dilemmaer. Man skal også huske, at fra politisk side fordømte man modstandsfolkene. De blev kaldt bøller og terrorister. Og det var de også, selv om det er værd at nævne, at der var forskellige kategorier af modstandsfolk. Nogle var jo pæne og ordentlige borgere, som bare ville have tyskerne ud af landet. Men det var ikke dem, som fik indflydelsen i modstandsbevægelsen. Det var kommunisterne, der for mig at se, satte linjen. En hård og noget rå linje.«

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Ifølge Mogens Møller så man det også, da danskerne efter krigen atter blev herre i eget hus.

»Den første regering indførte jo love med tilbagevirkende kraft som en del af retsopgøret, og for mig som jurist er det noget af det værste, man kan gøre. Det gør man bare ikke.«

Skete det på baggrund af befolkningens krav?

»Det siger modstandsfolkene jo, men det er svært at vide. Vi ved ikke i dag ret meget om, hvad danskerne egentlig ønskede dengang. Det har jeg gennem årene spurgt mange fra den tid om - men svarene er ikke let at blive klog på. Men noget, der er typisk og går igen, er at danskerne i de første årtier efter krigen ikke rigtigt ville tale om tiden efter 5. maj 1945. Der var for mange, som havde noget i klemme. Nogle havde noget i klemme i forhold til modstandsfolkene og var måske blevet interneret, udsat for sabotage eller hvad det nu kunne være.«

Lignede Djursland under besættelsen resten af Danmark?

»Det er et utroligt godt spørgsmål at stille. Det er det virkelig, for det har jeg også tænkt meget over. Og rent ud sagt gad jeg stadig godt vide, hvad svaret er.«

Her nævner Mogens Møller den kendsgerning, at mange tjente penge på at arbejde for den tyske besættelsesmagt - også på Djursland, hvor anlæggelsen af en flyveplads tæt på Tirstrup var et stort anlægsprojekt, hvortil der skulle bruges masser af arbejdskraft og byggematerialer. Det er også kendt, at en af Grenaas helt store arbejdspladser og virksomheder - dampvæveriet - producerede og solgte stoffer til tyske uniformer. Her måtte man ansætte sabotagevagter for at kunne køre produktionen.

»Her skal man så huske, at især i krigens første år fandt mange det helt i orden - og det skete jo også med regeringens godkendelse. men da krigen var slut, blev et revisionsudvalg sat på at afgøre, hvem der skulle betale penge tilbage og hvem, der ikke skulle. Det kørte i en årrække, og nogle kom også i fængsel for det. Jeg tror nu ikke, at der lokalt blev afsagt fængselsdomme for værnemageri, men mange blev efter befrielsen interneret. På Djursland blev 220 interneret. For det meste for småting - også de mange piger, der havde haft omgang med tyskere, og som efter 5. maj blev klippet og udsat for hårdhændet behandling.«

Her mener Mogens Møller, at det for den enkelte er værd at overveje, hvad man selv ville have gjort i sådan en situation.

»Man skal huske, at for modstandsfolkene skiftede rollerne før og efter 5. maj 1945. Det er ret vigtigt at vide det.«

Selv i dag diskuteres det, hvornår det er berettiget at brug ord som terror og terrorister. Men det gør du om modstandsbevægelsen. Hvorfor?

»Det har jeg også overvejet meget, og det er hårde ord at bruge. Og jeg forklarer indgående i bogen om mine overvejelser. I dag ville man også kalde modstandsbevægelsen for terrorister. Og under krigen brugte ledende politikere samme betegnelse. Jeg er da også klar over, at for mange modstandsfolk og deres efterladte er det ord, som gør dem kede af det. Men de saboterede jo jernbanelinjer og tog - og slog folk ihjel. Derfor kalder jeg modstandsfolk under besættelsen for terrorister, men ikke efter befrielsen. Noget af det, der så skete efter 5. maj 1945 kalder jeg så for overgreb. Jeg ved, at nogle vil være kede af min sprogbrug, men sådan er det.«

Overgreb eller frihedskamp

I bogværket uddyber Mogens Møller således: »Modstandsmændene angreb næsten ikke tyskere og tysk ejendom. De begik næsten kun tyverier, røverier, hærværk, trusler og vold mod landsmænd. Det var reelt ikke frihedskamp. Det var overgreb.«

Mogens Møller mener, at modstandsbevægelsen efter krigens ophør begik statskup ved at tiltvinge sig halvdelen af pladserne i en ny regering. Og de gennemtvang, at de ikke kunne blive straffet for deres handlinger. Det kunne de gøre, fordi de havde våben som de eneste danskere.

Han fortæller, at han med sine bøger har tilstræbt at give en realistisk og fordomsfri beskrivelse af årene fra 1940-1945. Og ved udmærket, at det er lidt af en hvepserede, han har stukket hovedet ind i.

»Modstandsmænds beretninger er ofte ekstremt upålidelige. De har typisk givet indtryk af at have været aktive tidligere, end det faktisk var tilfældet, overdrevet antallet af aktioner som for eksempel våbennedkastninger, løbet fra deres ansvar for drab og overdrevet betydningen af deres sabotager,« skriver han i bogen.

Mogens Møller kritiserer, at der i Grenaa blev rejst en mindesten over ”faldne kammerater”, fordi der efter hans mening ikke kan nævnes eksempler på, at der på Grenaa-egnen boede modstandskammerater, der døde af modstand. Men det er et eksempel på det, han kalder for heltedyrkelse, som han ønsker at gøre op med - og derfor bruger mange sider i bøgerne på dokumentation for sine påstande. Også den kendsgerning, at det først var efter befrielsen, at modstandsbevægelsen fik sin helt store tilslutning.

»Modstandsberetninger er typisk befængte. Det er som regel kun nogle faghistorikere ansat på universiteter, som har både modet og indsigten til at skrive sandheden om dem. Emnet er så råddent, at man næppe kan skrive ærligt om modstandsfolk uden selv at komme til at lugte. Men modstandsfolkene samt deres ofre blev næsten alle født for over 100 år siden og er afgået ved døden. Det må være på tide nu, at berette om forholdene som de er. Det skylder vi de pårørende,« lyder Mogens Møllers baggrund for udgivelsen.

Han er klar over, at nogle vil tage afstand fra hans bogudgivelse og de argumenter, han fremfører.

»Det vil jeg gerne diskutere, hvis nogle har et behov for det, for jeg vil også gerne hele tiden blive klogere.«

16 nedkastninger

Han argumenterer for, at englænderne så Danmark som fjendeland og ansatte danske agenter, som hvervede landsmænd til modstand. De forsynede også op mod befrielsen Djurslands modstandsfolk med våben og sprængstoffer ved 16 nedkastninger, ligesom noget blev sejlet fra Sverige.

Tyskerne anlagde flyvepladser, radarstationer og kanonstillinger på Djursland. Efter anlæggenes ibrugtagelse, blev færdiggørelsesarbejder op mod befrielsen modarbejdet af modstandsmænd.

Mogens Møller har opgjort, at på Djursland foretog modstandsmænd i 14 tilfælde små angreb på tysk ejendom eller tyske soldater. De begik 90 angreb på eller provokationer mod landsmænd eller disses ejendom.

To episoder fra besættelsens allersidste tid i Grenaa har efterfølgende fyldt meget, når snakken er gået om, hvad der skete under besættelsen. Og de får begge fyldig omtale af Mogens Møller. Den ene handler om likvideringen af en dansk stikker på Hotel Skandinavien, som der gennem årene flere gange er gættet på, hvem der var gerningsmand - og drabene på to tyske soldater ved Hessel. Her har Mogens Møller i arkiverne fundet de to tyske soldaters dødsattester - begge døde efter skud i hovedet.

Han har allerede det næste bogprojekt på vej.

»Det udspringer af de fire bøger om besættelsen, for i dem skriver jeg en del om, hvordan modstandsbevægelsen pressede det danske politi ud. Det udtrykkes oftest, som ”da politiet blev taget” - men det var altså kun i de fire største byer i Danmark, at det skete. Her i Grenaa skete der det, at modstandsbevægelsen truede lokale betjente til at nedlægge arbejdet. Det var ikke alle, der gjorde det. Det har vi solid dokumentation for. Det er også i dag helt utroligt at tænke på, at modstandsbevægelsen fik gennemtrumfet, at de politifolk, der ikke senest 29. april 1945 havde tilsluttet sig frihedskæmperne, skulle afskediges. I hele Danmark skete det for omkring 150 betjente. Her i Grenaa blev to betjente interneret, men blev kort tid efter sluppet fri. Og den del af den lokale historie vil jeg skrive om,« siger Mogens Møller.