Da hendes far lå for døden fik hun hjælp af en våger

Maria Polerube fra Dråby ved Ebeltoft mistede sin far i midten af november. Han var 84 år og mæt af dage, og det var derfor i sig selv ikke en tragedie. Det blev heller ikke et langstrakt forløb, men alligevel oplevede Maria Polerube, at dagene op til hans død trak på hendes ressourcer.

»Der var tre dage, hvor han ikke ligefrem var døende, men hvor jeg godt vidste, at det nok snart ville ske. Jeg var jo hele tiden i alarmberedskab. Tjekkede telefonen, aflyste aftaler for at være sikker på, at jeg kunne komme frem, hvis det pludselig skete.«

Hendes far havde gennem længere tid været ind og ud af sygehuset, men han var stædig, så han gav ikke så let op. Maria Polerube håbede egentlig, at han bare en dag ’glemte at vågne’, men sådan gik det ikke. En fredag ved frokosttid blev hun ringet op af hjemmehjælpen, som vurderede, at han snart ville være væk.

»Jeg havde ikke anden familie end ham, så der var kun mig til at være der. Selv om jeg havde en fornemmelse af, at han ikke var til stede med sin bevidsthed, så syntes jeg ikke, han skulle ligge der selv.«

Tre kvarter

Derfor satte hun sig ved hans seng. Der sad hun cirka et døgn med sit strikketøj.

»Han lå helt stille. Ikke en bevægelse, ingen mimik, men med en helt stabil og rolig vejrtrækning og hjerterytme, der ville kunne gøre enhver maratonløber jaloux. Jeg tænkte jo egentlig, at det var fint at sidde der. Det ville tage den tid, det tog, så jeg var indstillet på at blive der. Men da hjemmehjælpen kom næste dag, brød jeg sammen.«

Dagene med pres og meget lidt søvn havde fået grebet om 58-årige Maria Polerube, som ellers er meget pragmatisk anlagt. Det var i det øjeblik, at hendes mand, som er frivillig i Ældre Sagen i Ebeltoft, foreslog hende at gøre brug af organisationens vågetjeneste.

»Først tænkte jeg nej. Måske fordi muligheden slet ikke havde strejfet mig, men måske også, fordi jeg syntes, jeg skulle være der. Men da jeg så kiggede på min far, som han lå der og trak vejret, men alligevel slet ikke var til stede, så kunne jeg godt mærke, at jeg måske egentlig ikke havde brug for at være der, når han tog sit sidste åndedrag. Jeg havde sagt farvel. Jeg havde til gengæld brug for en pause.«

Maria Polerube sagde derfor ja til ideen om en våger. Hun kontaktede Ældre Sagens vågetjenestes koordinator i Ebeltoft, Kristine Roel Kirk.

»Der gik tre kvarter, så kom der en dame på cykel.«

Ingen skal dø selv

Hvert år dør tusindvis af mennesker uden at have nogen ved siden af sig, men ingen er kommet alene ind i verden, og ingen bør forlade den alene, jo mindre de selv ønsker det.

Det er filosofien bag Vågetjenesten.

Formålet med den er at give medmenneskeligt nærvær og omsorg til døende i den sidste periode, før døden indtræffer, hos mennesker der ikke har pårørende tæt ved sig – eller som aflastning til pårørende.

En vågers tilstedeværelse kan betyde utroligt meget for et menneske, der ellers ville dø alene. Det er vågekonens opgave at skabe ro, tryghed og have overskud til at lytte, snakke, være nærværende og til at vise omsorg for eller aflaste eventuelle pårørende i en svær situation.

Ældre Sagens frivillige i vågetjenesten har alle gennemgået et kursus. De er godt rustet til opgaven og har tavshedspligt.

Frivillige søges

Ældre Sagen i Ebeltoft har haft tilbuddet i noget tid, men for at stå stærkere og være sikker på, at der kan skaffes en våger, når behovet opstår, så har de indgået et samarbejde med Røde Kors i Rønde, som også tilbyder tjenesten. I Marias tilfælde blev den første våger fra Ebeltoft afløst af en våger fra Røndes Røde Kors.

»Hun nåede at være der ganske kort tid, før min far døde om lørdagen,« fortæller Maria Polerube, som deler sin historie med avisen af én helt bestemt grund.

»Jeg tror ikke, der er mange, som ved, at vågetjenesten findes, eller som tænker, at det er noget, de kan gøre brug af. Det, synes jeg, er vigtigt at få fortalt. Det føltes rigtigt for mig, og jeg er glad for, jeg gjorde det. Det behøver ikke kun være et langstrakt forløb, for at det kan give mening at bruge en vågekone. Der kan være mange grunde til gøre brug af vågetjenesten, og man skal gøre op med sig selv, om det er noget for en. Men først og fremmest skal man jo vide, at muligheden er der.«

Hun har stor respekt for de mennesker, der frivilligt tager opgaven på sig.

»Det er stort. De ved jo aldrig, hvad de kommer ud til, men det kan have en kæmpe betydning for både den døende og de pårørende. Jeg tænker, at vågerne må have en stor afklarethed i forhold til livet og døden. De må hvile i sig selv,« siger hun eftertænksomt.

Lige så vel, som at flere skal kende til tilbuddet og muligheden for at bruge det, uanset hvilken situation man er i, lige så vel søger Ældre Sagen i Ebeltoft flere vågere.

»Vi kan godt bruge flere, så vi er sikre på at kunne stille med én, lige så snart der er behov for det. Det er ikke tit, der bliver ringet, men når der gør, så er det jo vigtigt at vi kan hjælpe,« siger Kristine Roel Kirk.

Som vågekone bliver man oftest tilkaldt til at våge om aftenen eller om natten. Man kan til enhver tid – og uden begrundelse – sige nej. En vagt er af tre timers varighed, medmindre man som vågekone selv ønsker vagten forlænget.
Vågetjenesten er aldrig en erstatning for den indsats, der ydes gennem offentlige tilbud og forpligtelser, men man våger i et tæt samarbejde med de pårørende, hjemmeplejen eller personalet på det plejecenter, den døende befinder sig på.

På Ældre Sagens hjemmeside om vågetjenesten kan du læse mere om, hvordan du kan få gavn af tilbuddet, og også hvordan man bliver vågekone. Det er også en mulighed at kontakte Kristine Roel Kirk direkte.