Keramiker-par fik stjålet 50 år gammel håndlavet skilt: »Det er fandme blevet en del af vores identitet«

Denne historie skulle egentlig have handlet om et stjålet håndlavet skilt, der står et ældre ægtepar meget nært.

Ind imellem bliver man bare overhalet af virkeligheden.

I sidste uge talte Lokalavisen med en tydeligt oprørt Troels Kvorning. Han er pottemager, og driver sammen med sin kone Aase Pottehuset nær Nørager.

Parret manglede deres højt skattede skilt, som Troels Kvorning selv udskar af massiv egetræ og hængte det op på Munkhusevej i 1971, så det kunne føre keramikinteresserede op ad den lille grusvej, hvor Pottehuset ligger let skjult.

Her hang skiltet, med årlige vedligeholdelsespauser, fast mellem sine to pæle, indtil Aase Kvorning en fredag opdagede, at skiltet var væk.

»Det skilt har fulgt os i over 50 år. Det er fandme blevet en del af vores identitet. Jeg har aldrig tænkt på, at det skulle sikres, så jeg er noget forbavset over, at det er blevet stjålet. Det er sikkert drengestreger, men jeg er godt nok ked af det,« nåede Troels Kvorning at fortælle til avisen, inden han senere samme dag ringede igen og denne gang glædeligt fortalte, at skiltet var tilbage.

På tankstationen i Allingåbro havde en kvinde bemærket det flotte håndskårne skilt, der så ud til at være havnet et sted, det ikke hørte hjemme.

»Det værste var jo, at det skete nu, hvor jeg nærmer mig de 80 år, så folk troede jo, at nu er vi lukket, men vi har ingen intentioner om at lukke. Jeg synes, det er flot, at hun var så opmærksom og lagde mærke til skiltet. Hun kendte os ikke, men slog Pottehuset op på Google, og så kørte hun endda selv herud med det. Jeg tror også, hun var lidt nysgerrig efter at finde ud af, hvad vi var for et sted,« noterede Troels Kvorning.

Pottehuset formes

I det lille køkken er der potter og ler- og stentøj på alle hylder. Væggen over det gamle Morsø støbejernskomfur er belagt med hjemmebrændte lerklinker. Kaffen bliver godt nok hældt op fra en termokande, men den lander i og drikkes af kopper, der er fremstillet i værkstedet her i huset på - tro det eller ej - Keramikvej.

Det var i 1968, Troels Kvorning kom til Djursland fra Lemvig, fortæller han, mens Aase Kvorning anretter frokostbord med sønderjyske pølsespecialiteter. Nyligt hjemhentet fra hendes barndoms hjemstavn i Sønderborg. Sønderjysk spegepølse og leverpølse. Og sardel. Det siger sig selv.

De mødtes på Keramikgården i Ramten Skov. Hun kom dertil et par år efter ham. Han var allerede uddannet som pottemager, og hun var i lære.

Hun havde altid haft drømmen om at lave keramik og fandt sammen med sin far frem til lærepladsen på Keramikgården.

Han ville være kunstner, men blev som brugsuddelersøn kærligt gennet hen imod en mere sikker levevej og en læreplads som sølvsmed i Aarhus.

»En 17-årig vestjyde i Aarhus, havde sgu nok alligevel ikke været helt god,« funderer Troels Kvorning undervejs i fortællingen om, hvordan han blev uddannet som pottemager.

For ad omveje endte han alligevel på Keramikgården.

»Troels kom stadig i huset, mens jeg var i lære, så der mødtes vi. Jeg blev faktisk aldrig færdig, fordi jeg hellere ville være sammen med ham der,« fortæller Aase Kvorning og kaster et blik over på sin mand.

De flyttede til huset på grusvejen i 1968 sammen med et andet par. Det var før, vejen fik sit passende navn, men allerede dengang blev der lavet masser af keramik i de fem år, de to par boede under samme tag.

»Vi var Djurslands første kollektiv. Der er masser af historie i det her hus. Det var i de år, hvor de lokale troede, at hele Christiania og alle hippierne var ved at flytte herover,« konstaterer Troels Kvorning med et grin og med reference til til Djurslands rige hippie-historie.

I et par år mens deres børn var små, forlod Aase og Troels Kvorning Djursland til fordel for Tanzania og arbejdet i Mellemfolkeligt Samvirke.

I mellemtiden fortsatte deres lærling produktionen af keramik i huset, indtil familien vendte tilbage til Djursland.

Herefter begyndte Aase og Troels Kvornings egen produktion at blive større, og rødderne i den lokale muld gravede sig dybere ned.

»Da vi kom hertil var det ikke meningen, at vi skulle blive her og have keramikværksted i så mange år. Jeg ville gerne tilbage til Vestkysten og måske have et lille værksted i Vedersø eller sådan noget. Men så landede vi her, og i starten var der mange der sagde, at det kunne ikke lade sig gøre, at lave en forretning her. Vi er heldigvis begge to meget stædige, så i stedet blev det til, at nu skal vi krafteddeme vise dem, at det her kan fungere,« fortæller Troels Kvorning.

Keramisk eksport

Det er også derfor, det store egetræsskilt står dem så nært. I tiden før Google og gps’er var det en af de få vejvisere, der førte til Pottehuset. Det har været stærkt medvirkende til, at kundekredsen stille og roligt blev større.

Op igennem 80’erne og 90’erne var det ikke kun kun lokalområdet og de danske turister, der havde fået øje på Pottehuset på Djursland.

Aase og Troels Kvorning begyndte eksport til Tyskland, og efterhånden som nordmændene fik flere og flere oliepenge mellem hænderne, voksede også deres interesse for dansk pottemageri og keramik.

Parret deltog ofte i diverse messer i udlandet. Det gav positivt udslag på salget. I flere år var de i månederne op til jul nærmest naglet fast til sædet ved drejeskiven. Når de da ikke lige efterfølgende pakkede varerne, der skulle sendes udenlands.

»Det var dage med 16 timer ved drejeskiven. Nogle nætter sov vi ikke. Jo, vi sov måske en time, og så var det op og på den igen. Der var jo en deadline. Nordmændene skulle jo have deres varer til julesalget,« beretter Troels Kvorning.

»Og alle gave- og brugskunstforretningerne; de var ellevilde med, at vi kom. Det overlevede vi på i 25 år,« tilføjer Aase Kvorning.

Kort efter årtusindeskiftet begyndte parret lige så stille at drosle ned for eksporten. Blot nogle få forretninger i Norge holdt de kontakten til i nogle år fremover, men de seneste efterhånden mange år har parret kun solt deres varer fra deres egen butik.

Det er godt nok stadig Aase og Troels Kvorning, der står bag Djursland-koppen, som kan købes forskellige steder, hvor turisterne ofte befinder sig, men ellers har kunderne været nødt til at komme til Pottehuset på Keramikvej for at købe håndlavede kopper, tallerkener, skåle og keramikkunst.

»Det er derfor, vi har brug for vores skilt,« udbryder Aase Kvorning og slår i bordet og ler højt.

Sådan startede og sluttede det alligevel med et skilt.

Godt det er tilbage

Vi aftaler at køre ned ad grusvejen, som til særligt Aase Kvornings store begejstring blev navngivet Keramikvej i slutningen af 70’erne af den daværende kommune. Hendes mand syntes dengang, at Store Gildhøjvej havde været mere passende og opfindsomt efter gravhøjen på de langstrakte marker uden for Pottehuset.

I dag er de vist begge to ganske godt tilfreds med, at det blev Keramikvej, så det er altså den, vi kører ned ad til åstedet, hvor skiltet forsvandt, og hvor det nu igen skal hænges op.

Det er egentlig mest for fotografiets skyld, vi har taget det store skilt med.

Men Troels Kvorning uddyber ihærdigt, hvordan skiltet fremover bliver foranstaltet, så man skal i hvert fald skal medbringe både det ene og det andet værktøj, hvis man virkelig vil stjæle skiltet. Så burde det være sikret mod spontane drengestreger.

Efter fotoseancen er overstået kører Aase og Troels Kvorning op ad Keramikvej og hjem til Pottehuset.

Øjeblikket efter triller naboen forbi i sin bil og ruller vinduet ned og fortæller, hvordan han igennem opslag på lokale facebooksider fulgte med i skiltets forsvinden og genkomst. Nu kan han igen se det henover kaffen ved morgenbordet.

»Det er godt, det er kommet tilbage,« konstaterer han, inden han ruller vinduet op og kører videre.