Fortsæt til indhold

Beboernes kamp har givet pote: Nu skal der bygges støjvold rundt om Hørning

To støjvolde på samlet set 1.100 meter er på vej langs E45 Østjyske Motorvej ved Hørning.

Samfund
mw

Vejdirektoratet har netop taget fat om arbejdet med at bygge to støjvolde ved boligområdet i Hørning syd for Aarhus. Til glæde for de boligejere, der bor tæt på motorvejen.

Det skriver Vejdirektoratet.

De to volde bliver samlet set 1.100 meter lange og op til 14 meter høje og er første skridt mod at dæmpe støjen fra E45. Senere bygger Vejdirektoratet også støjskærme i området, så der i alt bliver omkring 3800 meter støjafskærmning rundt om Hørning.

Beboerne i Hørning har længe kæmpet for at mindske støjen fra motorvejen. Nu er to støjvolde på vej. Foto: Vejdirektoratet

»Vores motorveje larmer. Det ved vi godt – og en støjvold kommer ikke til at fjerne al larmen. Men de boligejere, der bor tættest på motorvejen, vil opleve en reduktion i støjen, når de nye støjvolde og støjskærme står klar,« siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen.

Støjvoldene bliver bygget som følge af, at E45 Østjyske Motorvej skal udvides fra fire til seks spor omkring Aarhus, og at støjen fra trafikken derfor vil stige.

På sigt kan beboerne i Hørning se frem til omkring 3,8 km støjafskærmning mod motorvejen. Kort: Vejdirektoratet

Beboerne i Hørning kan allerede nu følge med, når de store mængder af jord bliver bygget ind i støjvoldene mellem Gl. Ryvej og Aarhus Å.

Begge støjvolde bygges op af jord, der graves væk langs vestsiden af E45 Østjyske Motorvej for at gøre plads til de ekstra spor. Der vil derfor foregå en del tung transport på Gl. Ryvej under E45.

Motorvej udvides

En støjvold kan afskærme støjen på samme måde som en støjskærm, men da støjvoldens toppunkt vil ligge længere fra vejen, vil der være behov for, at støjvolden er relativt højere end en støjskærm.

Vejdirektoratet udvider motorvej E45 mellem Kolding og Randers flere steder på en i alt 60 kilometer lang strækning. Snart bliver det nemmere og hurtigere at komme frem.

Når udvidelsen af E45 ved Aarhus står klar, sætter Vejdirektoratet ind med flere støjdæmpende tiltag. Kort: Vejdirektoratet

Læs mere om udvidelsen af E45 samt bliv opdateret på de trafikale gener, mens der bygges på trafikinfo.dk.

Vejdirektoratet forventer, at støjvoldene står klar i 2026.