Fortsæt til indhold

Unge i feststemning: NordeaFonden giver 760.138 kroner til indkøb af mobil scene og køkkenudstyr

Foreningen Aktørerne, med base i Ungdomshuset Arresten, har modtaget støtte fra NordeaFonden til indkøb af en mobil scene. Det vil styrke kulturlivet og skabe nye muligheder for de unge.

Samfund

I hjertet af Grenaa udfolder et pulserende centrum for unge sig - Arresten.

Ungdomshus er mere end bare et sted; det er et dynamisk hus, hvor de unge selv er med til at forme rammerne. Med en åben dør og et væld af aktiviteter inden for kultur, idræt samt sociale arrangementer og events, er Arresten hjemsted for et blomstrende ungemiljø.

»Her har hver enkelt ung indflydelse på, hvilke aktiviteter der udbydes, og det brede udvalg af muligheder skaber en platform for både selvudvikling og fællesskab,« siger Henrik Elkjær, der på vegne af UngNorddjurs fungerer som mentor for de unge, 16-25 årige, der kommer i Arresten.

Det er ikke længe siden, at de unge kunne juble ekstra højt, da der tikkede en besked ind fra NordeaFonden.

Den lød på, at en ansøgning om støtte til at indkøbe en mobil scene, opgradere de nuværende studiefaciliteter og indkøbe udstyr til Arrestens minikøkken plus en del andre ting var blevet set på med milde øjne hos NordeaFonden.

760.138 kroner er ikke hverdagskost, men det er desto mindre, hvad bevillingen fra Nordea, lyder på.

»Der følger en medfinansiering med på 150.000 kroner, og det har vi styr på,« siger Henrik Elkjær.

Nose Noise festival

Hovedattraktionen er naturligvis den mobile scene, som vil give unge musikere helt nye muligheder.

De unge i Foreningen Aktørerne og Elkjær har kig på en overdækket scene på 48 kvadratmeter, der kan pakkes sammen, så den kan være på en stor trailer.

»Vi regner med, at vi indkøber scenen til foråret, så den kan få debut til vores Nose Noise Festival her i Arresten 27. april,« siger Rasmus Mathiesen, selv musiker og student til sommer fra Grenaa Gymnasium, hvor han går i musikklassen.

Han er fætter til forkvinden i Aktørerne, Esther Matthiesen, som også bliver student til sommer fra Grenaa Gymnasium.

Hun er selv musiker, bassist, men spiller ikke i band for tiden.

»Vores store ønske har været at få en mobil scene, som ud over at fungere som scene til vores årlige festival Nose Noise, også kan bruges til andre events i området, så vi kan sikre bedre rammer til unge musikere,« siger Esther Matthiesen.

Et godt eksempel er Grenaa Gademusiker Festival, hvor Aktørerne traditionelt opbygger et ungeområde for at give fremtidens musiktalenter en scene.

Aktørerne som drivkraft

Aktørerne har en vision om at gøre Norddjurs til en af landets bedste ungdomskommuner ved at skabe aktiviteter, som både de unge og lokalsamfundet kan være stolte af. For at realisere denne vision fokuserer de på tre hovedindsatser, som man kan læse i den ansøgning som NordeaFonden har responderet positivt på.

1. Kreative værksteder og forbedret udeareal:

  • Målet er at etablere forbedrede forhold, der tiltrækker flere kreative unge.
  • Skabe muligheder for talentudvikling og netværksdannelse.
  • Udvikle et stærkt kreativt fællesskab i lokalområdet.

2. Styrkelse af forhold for musik og performance:

  • Arbejde på at forbedre det eksisterende musikstudie for at gøre det endnu mere attraktivt.
  • Ønske om en mobil scene til at støtte store årlige begivenheder som Nose Noise festivalen.
  • Skabe bedre rammer for unge musikeres optræden og synlighed, både i og uden for Arresten.

3. Bedre faciliteter i minikøkkenet til fællesspisning og events:

  • Fokus på at forbedre køkkenfaciliteterne, især i forbindelse med fællesspisning.
  • Sikre gode betingelser for madlavning ved større events som koncerter, loppemarkeder og festivaler.
  • Øge socialt samvær omkring maden, især under fællesspisninger, torsdage og diverse arrangementer.

Pengene fra Nordea Fonden gør, at aktørerne kan sætte flueben ud for samtlige indsatser.

Det må være tilladt at sige: »Godt gået«.