Ny chef for Børn og Unge
48-årige Christian Rotbøl vender tilbage til Skanderborg Kommune.
Christian Rotbøl bliver ny chef for Børn og Unge i Skanderborg Kommune. Han kommer fra en stilling som skolechef i Herning Kommune og har tidligere været leder af Skovbyskolen.
Det bliver en meget erfaren leder med stor indsigt i skoleverdenen, som kan sætte sig i chefstolen for kommunens største velfærdsområde; Børn og Unge, fortæller Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
48-årige Christian Rotbøl begynder i stillingen den 1. januar 2024.
»Jeg er utroligt glad for, at Christian bliver en del af holdet i Skanderborg Kommune. Han har med sin erfaring meget stor indsigt i området. Samtidig er han vellidt og god til mennesker. Hans stærke relationelle kompetencer bliver en gevinst i samspillet med såvel organisationen som omverdenen,« siger direktør Frederik Gammelgaard.
Gensyn
Christian Rotbøl har gennem sin karriere arbejdet med børn og unge. I mange af årene har det været i rollen som leder.
Han har været folkeskolelærer og senere skoleleder på Skovbyskolen i Skanderborg Kommune i en årrække.
Siden 2019 har han været skolechef i Herning Kommune med ansvar for 24 skoler og et årligt budget omkring 1 mia. kr.
Han har desuden haft en række tillidsposter med tilknytning til skoleområdet.
»Skanderborg er en veldrevet kommune med en særlig kultur, som jeg sætter pris på. Jeg glæder mig meget til at komme tilbage og være med til at skabe gode rammer for børn og unge sammen med medarbejdere, politikere og lokalsamfund,« siger Christian Rotbøl.
Den nye chef for Børn og Unge bliver en del af Skanderborg Kommunes koncernledelse. Han er uddannet lærer og cand.pæd. og har også en akademiuddannelse i Lean og en række lederkurser bag sig.
Christian Rotbøl bor i Højbjerg, er gift og har fire børn.